Ved Kjedlen
(Ferd. Freiligrath.)
(Ferd. Freiligrath.)
En Damper kom fra Biberich; stolt var den Fure, som den drog;
den stampede med Hjul og Skovl, saa Bølgerne mod Bredden jog.
Af Vimpler og af Faner fuld skjød den af Sted saa kjækt og flot;
den Konge, som for Prøjsen staar, ham førte den til Rhinens Slot.
Solstraalerne var ret som Guld; af Disen dukked’ By ved By,
og Rhinen skinned’ som et Spejl, og Stævnen glinsed’ blank og ny;
Skibsdækket lyned’ hvidt af Vask, og paa dets rene, glatte Fjæl
gik Kongeparret fredsælt om med Smil i Øjet, Lys i Sjæl.
Vinløvet langs den krumme Rhin og dine Hasler, St. Goar,
de nikked’ ned fra deres Fjæld og hilsede det høje Par;
og glade saa sig Parret om; det lille Skib, hvor var det net!
Her gik de jo saa trygge rundt, som hist paa Sanssoucis Parket!
Men under al den Herlighed og bag om denne Glimmerpragt,
der flammer vildt det Element, der skyder Skibet frem med Magt;
dér staar i Kvalm og Flammeskjær og rager under Kjedlens Rist
han, som om Bord er Kraftens Sjæl, en proletarisk Maskinist.
Deroppe lér den grønne Jord, og Sol forgylder Flod og Hav,
mens han den skjønne, lange Dag, maa stirre i sin Flammegrav;
i Bomuldsskjorten staar han der, halvnøgen, trængt af Røg og Rust,
imens en Konge over ham indaander Bjærges frie Pust.
Nu har han skruet Ovnen til, og al Ting er i bedste Stil,
saa skjænker han et kort Sekund sin trætte Krop et Slavehvil.
Der dukker han til Midjen frem af Kjedelrummets Lugekarm
og spejder over Dækket hen, svagt støttet paa den højre Arm.
Med Skovlen i sin sorte Haand og Kind og Arm af ilden bagt
og med det svære, nøgne Bryst bredt mod Gelændrets Sprinkler lagt
han spejder efter Fyrsten hen, imens han mumler mørk i Hu:
„Hvor Staten ligner dette Skib! — Lysfødt paa Dækket vandrer du.
Men nedenfor i Dybets Nat, i Arbejdsrummets dunkle Skjød,
dybt nede, smeder jeg af Trang mit Skjæbnehjul ved Flammen rød;
og ej blot mit, men ogsaa dit; hvem holdt Maskinen her i Gang,
hvis ej min Næve, ru og haard, haandtered Skovl og Stempelstang.
Du er langt mindre nogen Zeus, end jeg, o Konge, en Titan!
I al din Pragt Du træder paa en altid kogende Vulkan!
Og den Vulkan behersker jeg; et Ryk, et Slag, og fra mit Bur
omstyrter jeg det stolte Hus, paa hvilket du er Topfigur!
Mens Dækket brister, slænges du i Luften under Spanters Brag,
vi andre gaar nyfødte frem fra Mørkets Skjul til Lys og Dag.
Vi er en Magt! Vi hamrer frem fra nyt den gamle, mugne Stat,
hvori Guds Vrede os har holdt til nu som Proletariat.
Da gaar med Sang jeg Verden rundt, og paa min Skulder, bred og stærk,
som St. Kristoffer bærer jeg en ny Tids Krist, en ny Tids Værk.
Jeg er hin Kæmpe uden Frygt, der bærer paa min faste Fod
Befrielsens og Frelsens Aand hen over Tidens vilde Flod!"
Saa brummer i sit røde Skjæg den dystre, sværtede Kyklop,
og gaar saa atter til sit Værk og skovler Kul og ild i Hob.
Plejlstangen jager op og ned, Propellen gaar med tunge Slag!
belyst af Flammen hvisker han: „Nej, vrede Kræfter, ej Dag!"
Snart lægges til Kapellet ind; i Land da gaar Hans Majestæt,
og kjører til sit rhinske Slot; sex Heste gaar for hans Karet.
Men med et Blik til Kongens Slot nu Maskinisten aander frem:
„Fremtidsruiner! — Pokkers saa der al Tid sørges godt for dem!"