Redaktør Viggo Hørup(1902.)Grøn staar Vinterrugenind mod snelagt Gaard;tung og bred i SmugenSjællands Bonde staar;skyet Panden luder,Øjet graadfyldt ser.Aa! saa har han spurgt det:Hørup er ej mer!Runden af vor stærke,sejge Bonderodbar han Folkets Mærkepaa sin Herde god.Folket gjaldt hans Tanke,Folket rundt vor Sø,Folket, hvor det venderFuren under Ø.Kornets Sus og Sangeleged i hans Stil,Sol fra Vig og Vangetindred i hans Smil;Skalkeblinket lyned,kom du ham for nær,som en Dolk, der vendesbrat i Solens Skær.Landets Bøgedalehvisker end hans Lov;aldrig bedre Taleklang i Sjællands Skov;Bøgen stod og lyttedmed sit fine Blad,Folkets tyve Tusindjubled hjærteglad.Med den danske Sommervar hans Aand i Pagt,Sprogets Bær og Blommerved hans Haand blev lagt.Som en Valmukroneover Nælders Topsteg hans ranke Klarhedover Vrøvlet op.Hørups Manddoms-Tanker— Høst af bedste Tægt —blev som Redningsplankerfor en kæntret Slægt.Dumt at tro, han skjæmted,blot fordi han lo;Alvor stod bag Spøgenmed sin Bondetro.Snart de høje Bøgegrønnes om hans Gaard,der hvor brune Høgened fra Luften slaar.Han var Høgens Frænde,Frihed var hans Krav;Sjælland var hans Vugge,og er nu hans Grav.