Jenn’ Hjemm’(1902.) Æ Blaanner de drywer, og æ Swaanner de flywer, og æ Fowl de flokkes i æ kjâr; æ Blaad de salder, og æ Hawl de ralder, og æ Blæst den tar i æ Dar. Men a sejjer ind ved æ Skyw og tarer æ Dôg af mi Rud;for nær en æ gammel, og æ Knoger er styw, er ind saa laant bejer end ud. Æ Suel den skjenner, og æ Skyg den gjenner, og æ Kokk de gaaler saa glaad; æ Plejl den pikker, og æ Klokk den dikker, — og æ Ugl hun sejjer o æ Laad. Men a ska wal hold mæ i Rumm, for ind er det mjest af mi Gled;nær føst det slaar ind med aa bus af Nordowst, saa blywer æ Brok i hans Red. Æ Gord blywer gammel, æ Laad krykker sammel, og æ Sals haar en Klink i si Dar; æ Tækki er røwn, æ Fløj den er fløvn, og æ Gowl den hwæler te Nar. Men hwad vil ett hæld og forfald, om Naadens Visdom ska raad!Faar a wal end aalle æ Kukmand aa hør, a høt ham da føst baag æ Laad. Ja, her haar a sungen og her haar a sprungen, og her haar a hat mi Kon Gled; og her haar a sowed, og her haar a plowed, saa snaar æ Tiddaws war tered; og her haar a gavn med mi Maag, og her haar a funden mi Fød,og her haar a tavn mod det bette Krumm Hjem, ilav mi Forælder de død. Mi Faar saatt Snaare, mi Muer hun kaare imell hun gik med æ Ryw; men da de bløw kroged; og æ Øwnsyen doged, de so som no a, ved æ Skyw; de listed sæ ud te æ Hjørn; der kund de saa knøw sto og kig;no legger de inden æ Kjerregordstett led nurden den søndele Dig. — Æ Vief hun skriger, o æ Blæst den stiger, o æ Popler haar tront med aa swing; æ Regn den pilrer, og æ Vildgjæs hwilrer, og æ Ugl hun letter o æ Ving. Ja, Ungdom og Gled de er henn, og Sommerens Daw de er drøwn,og den der ett mir faar en Lærki aa hør, han tinker paa dem, der er fløwn.