Prosodi

        Prosodi (gr. προσωδία, egl. Medsang ell. Betoning) betegner opr. den gr. Accent, der var af musikalsk Beskaffenhed, men Ordet bruges af de gr. Grammatikere ogsaa om Accenttegnene og om andre Skrifttegn til Støtte for Læsningen (Aandetegn og Tegn for Længde og Korthed), samt om de dertil svarende Ejendommeligheder i Udtalen. Ordet betegner dernæst hos de Gamle ogsaa Reglerne om Sprogets Udtale, for saa vidt den beror paa Stavelsernes Betoning og Kvantitet. — Da Grækerne (og Romerne) byggede deres Vers efter Hensyn til, om Stavelserne var lange ell. korte (ikke, som vi, efter Hensyn til, om de er betonede ell. ikke), er det, for at kunne læse de Gamles Vers rigtig og for af kunne skrive korrekte Vers paa Latin og Græsk, nødvendigt at kende Stavelsernes Kvantitet, ɔ: at vide, hvilke Stavelser der er lange, og hvilke der er korte. Da dette, navnlig i Latin, ikke altid umiddelbart kan ses af Skriften, maa det læres ved Hjælp af Regler; og i moderne Talebrug forstaar man ved P. gerne Indbegrebet af disse Regler (tillige med Sprogets Udtale, for saa vidt den er givet ved disse Regler). P. bliver altsaa en Indledning til den antikke Metrik og (for os moderne, for hvem de gamle Sprog er »døde«) en nødvendig Forudsætning for Forstaaelsen (og Anvendelsen) af denne. Om moderne Sprog bruges Udtrykket P. næppe mere.