Kvantitet

        Kvantitet er Lydlængde. Sproglyds Varighed i Tid. En Stavelses Længde er lig Summen af alle dens enkelte Lyds Varighed; derved spiller dog i Reglen de forud for Vokalen (Selvlyden) gaaende Konsonanter ingen Rolle, saa at en Stavelse bliver lang, hvis den enten indeholder en lang Vokal ell. en efter kort Vokal flg. lang Medlyd ell. Medlydsgruppe. Hvad den enkelte Lyds K. angaar, kan man i de fleste Sprog nøjes med at skelne mellem to Grader, lang og kort; i enkelte Sprog spiller dog ogsaa Mellemlængde en Rolle. Den overleverede Betegnelse for K. er en Streg over en lang Lyd (ā). en Bue over en kort (ă); i nyere fonetiske Værker foretrækkes dog ofte at betegne Længde ved et Tegn efter Bogstavet (a·) ell. (a:), saa at Korthed lades ubetegnet. Hvad den sproglige Anvendelse af K. angaar, er der store Forskelligheder mellem de enkelte Sprog, ja endog mellem Dialekter af samme Sprog; undertiden benyttes Kvantitetsforskellen slet ikke til at adskille ellers enslydende Ord (saaledes i Russisk); i Dansk derimod som i mange andre Sprog skelnes ofte Ord i Udtalen kun ved Hjælp af K., f. Eks. at faste med langt a, faste (Adjektiv) med kort, Kule — Kulde o. s. v. I de fleste Sprog er der Tilbøjelighed til at udtale trykløse (uaccentuerede) Stavelser korte, ogsaa til at forkorte Vokal foran Konsonantsammenstød o. s. v. Dansk udmærker sig ved en stærk Forkærlighed for korte Konsonanter, saaledes l i vil, ville, hvor Nordmændene har langt l; lang stemt Konsonant findes dog foran anden stemt Konsonant, f. Eks. l i myldre, m i samle o. s. v. (Litt.: O. Jespersen, »Fonetik«, 1899 Kap. XXIII).