Den metriske reform og sprogpatriotisme
Bryder med middelalderens og 1500-tallets ’gemene’ og folkelige poesi, som i sine løse skanderinger fandtes at afvige fra den klassiske strofe. Med accentprincippet lærer man at overføre den klassiske metrik (lang stavelse = trykstærk stavelse, kort stavelse = tryksvag stavelse). Dette var opfundet af tyskeren Martin Opitz i 1620erne, som fandt at germanske sprog var baseret på kvalitetsprincippet, i stedet for græsk og de romanske sprogs kvantitetsprincip.
Man giver sig i kast med ’nye’ strofeformer fra den klassiske poesi: elegi, epigram, ode, den sapfiske strofe, sonetten, osv. Barokstilens ikke-klassiske træk er de udsøgte metaforer og omskrivninger.
Peder Syvs (1631-1702) Nogle betenkninger om det Cimbriske Sprog (1663) indfører overvejelser over stil, i modsætning til de første metrikeres indskrænkning til praktisk udformning af accentprincip, gangart, rim og strofeformer.
Stilopfattelsen fulgte traditionen fra renæssancen poetikker med høj-, mellem-, og lav stil, og fastlagde regler for sammenhængen mellem emne, stil og genre, hvorved man bandt de forskellige metre til bestemte emner og genreformer. Det spæde grundlag for en genreteori: epos (Arrebo, Naur), hyrdedigtning (Kingo, Syv, Terkelsen), rimbrevet (Kingo, Reenberg) og satiren (Sehested, Reenberg).
Man opfattede digtekunsten som et for alle mand tilegneligt håndværk, og mange vejledninger til dette blev forfattet i starten fra 1600-tallet.
De lærde og reformpoeterne i Danmark tilhørte hovedstaden og kongen. Her distancerede man sig fra de gemene folketraditioner (naturen), men opsøgte istedet det, som kan opdyrkes ved sprogets renselse for fremmedelementer og for folkelighed. Dette skulle derefter komme menigmand til gode. Sproget og folket, som det var, var natur og den skulle dyrkes og gødes med fornuft og lærdom. Denne sprog-patriotisme medførte således en interesse i fastlæggelse af dansk grammatik og sproghistorie (tilbage til Babel). Vi får altså en sammenhæng med magtcentraliseringen i 1600-tallet, i modsætning til reformations-århundredets (1500-tallets) modersmålsdyrkelse med satsning på det folkesproglige ord.