Yeats, William Butler, irsk Digter, født i Dublin 13. Juni 1865 som Søn af en i sin Tid kendt irsk Kunstmaler af protestantisk Slægt. Som Dreng tilbragte han megen Tid hos Morfaderen i Connaught, hvor han blev fortrolig med de gamle irske Folkesagn og —sange. I 10 Aars Alderen flyttede han med Forældrene til London, hvor han gik i Skole til sit 15. Aar, da han atter kom tilbage til Dublin, hvor han fuldendte sin Skolegang. Han havde oprindelig tænkt at blive Kunstmaler ligesom Faderen; med det for Øje studerede han en kort Tid ved Royal Dublin Society, men offentliggjorde samtidig i forskellige irske Tidsskrifter Digte og Fortællinger. Hans første trykte Bog er et Samlerarbejde: Fairy and Folk Tales of Irish Peasantry (1888). Paa Opfordring af Oscar Wilde, der havde fattet Interesse for hans Talent, flyttede han samme Aar til London og udgav det følgende Aar sin første Digtsamling: The Wanderings of Usheen, der vakte betydelig Opsigt og styrkede Interessen for den »keltiske Bevægelse«. Denne Samling dækker sammen med The Countess Cathleen (1892), The Land of Heart’s Desire (1894) (begge dramatiske Digte), Poems (1895) og The Wind among the Reeds (1899) Højdepunktet i hans lyriske Kunst. De har alle deres Rod dybt i Irlands heroiske Fortid og Folkesind med dets »keltiske Melankoli« og stærke Hang til fantastisk Mystik, dæmpet og forfinet gennem Paavirkning af de franske Symbolister, som Yeats havde lært at kende under et Ophold i Paris 1890. Skønt Yeats paa denne Tid næppe selv forstod Gælisk, var det hans Maal gennem sin Kunst indadtil at styrke Kærligheden til det gamk gæliske Sprog og Litteratur, men samtidig »ved at tale paa Engelsk til fremmede Lande at føre mange, der var syge af Teorier og triviel Stemning, hen til nogle søde Kildespring af oprindelig Poesi«. 1900 udkom det i skønne blanc verse skrevne lyriske Drama: The shadowy Waters. Aaret før havde han taget Initiativ til Startning af det for irsk Aandsliv saa overordentlig vigtige irske Teater i Dublin: The Abbey Theatre, hvor hans første Prosadrama, Cathleen in Hoolihan opførtes; Dramaet er henlagt til det irske Oprør i 1798 og giver Udtryk for hans patriotiske Følelse med en monumental Kraft, der er et Særsyn i hans Produktion. For The Abbey Theatre skrev han i de følgende Aar en Række Arbejder af meget forskellig Værdi og Karakter som The Pot of Broth, en ren Farce, The Hour-Glass (begge 1902) om den vise Daare, der tror paa den usynlige Verden, modsat den taabelige Vismand, der kun tror paa det haandgribelige; Where there is Nothing (1903), The Kings Threshold (1904), Deidre (Irlands Helena, 1907), Four Plays for Dancers (1921). Ogsaa en Række Prosaarbejder som: The Celtic Twilight (1893), der behandler primitivt irsk Fantasiliv, The Secret Rose (1897), en Samling irske Historier og Legender, Ideas of Good and Evil (1903) med Titlen taget fra Blake, hvis Værk Yeats sammen med W. E. Ellis udgav 1903, Discoveries (1907), og desuden det selvbiografiske Reveries of Childhood and Youth, der ligesom en Del af hans Digtning i »Blæsten mellem Sivene, Digte og Skuespil af W. B. Yeats« er oversat af Valdemar Rørdam. 1923 fik han Nobelprisen; efter den irske Fristats Dannelse er han indtraadt i dens Parlament som Senator. Hans Betydning for Irland har beroet ikke blot paa hans egen litterære Indsats, men ogsaa, og maaske ikke mindst, paa hans inciterende Indflydelse paa andre, paa Synge, hvem han fik hjem fra Paris til Aranø, en Omflytning, der gav Irland dens hidtil rigeste litterære Høst, paa Lady Gregory, hvis muntre Farcer har været en tiltrængt Afveksling i Abbey Teatrets ellers lidt tragiske Repertoire, og paa mange andre. En samlet Udgave af hans Arbejder, baade Vers og Prosa, i 8 Bind udkom 1908 i Stratford on Avon; for Tiden har Macmillian under Udgivelse en Collected Edition, hvoraf hidtil er udkommet 6 Bind. A selection from the Poetry of W. B. Yeats (1 Bind) findes i Tauchnitz.
Litteratur:
Krans, W. B. Yeats [1905]; Reid, W. B. Yeats [1915]; Hone, W. B. Yeats [1915]; Per Halström, »Yeats« [Edda, 1916]; Kai Friis Møller, Irlands Harpe i »Irland« [1918].
I. O. in Salmonsens konversationsleksikon, 2. udg., 1915–1930, Bd. XXV, p. 537.
1865
Yeats født i Sandymount, Dublin.
1867
Alfred Nobel opfinder dynamit.
Karl Marx skriver Das Kapital.
1869
Suez-kanalen færdigbygget.
1871
Georg Brandes indleder sine forelæsninger Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur.