Christen Lassen Tychonius (1680–1740)

Tychonius, Christen Lassen, 1680—1740, Præst, Forfatter, blev født 17. Avg. 1680 i Sal Præstegaard ved Holstebro som Søn af den bondefødte Præst Lars Thygesen († 1700); Moderen hed Karen f. Nørkjær († 1708). Sønnen, der fra sin tidligste Barndom stadig nævnedes med det latiniserede Navn Tychonius, blev undervist af Faderen sammen med sine Brødre og et Par andre Drenge, som vare i Huset. Han viste sig meget begavet; 7 Aar gammel begyndte han at lære Latin, og i 10 Aars Alderen kunde han allerede lave latinske Vers; danske havde han længe i Forvejen skrevet; i sit 11. Aar begyndte han paa Græsk og kunde snart efter skrive græske Vers, saa tog han fat paa Hebraisk, ja endog Syrisk. Men det synes at have været en tom og aandløs Lærdom, han fik i Hjemmet, da det som særligt Tegn paa hans Kundskabsfylde omtales, at han havde lært udenad paa Græsk hele Romerbrevet, og at han ved en Lejlighed reciterede det fra Ende til anden uden at standse deri mere end 2 Gange. 1695 blev T. Student og tog næste Aar med stor Berømmelse 2. Examen, til hvilken han ogsaa var forberedt af sin Fader; allerede i Nov. 1697 tog han, kun lidt over 17 Aar, theologisk Attestats. Han havde nu Plads paa forskjellige Steder, saaledes hos sin Fader og i Efteraaret 1701 maaske endog som Skriverkarl paa Ringkjøbing Amtstue; allerede 29. Okt. s. A. blev han dog udnævnt til Kapellan i Skive og Resen; det blev sagt, at han havde brugt ikke saa ganske fine Midler for at blive valgt. 1. Avg. 1702 ægtede han Cecilie Margrethe Breth (f. 15. Juni 1682), Datter af Sognepræsten i Skive, Provst Laurits B. Da denne allerede i Sept. s. A. døde, var det naturligvis T. meget magtpaaliggende at faa sin Svigerfaders ledige Embede. Han oppebiede ikke engang Begravelsen, men skyndte sig til Kjøbenhavn for at stemme Kongen til Gunst for sig, og han maatte tro, at denne havde ham i venlig Erindring, da han ved Kongens Besøg i Skive samme Sommer havde opvartet med en Kantate i forskjellige Afdelinger, af hvilken blot et enkelt Vers til Exempel:

Hans Ansøgning var naturligvis paa Vers, og da Kongens Fødselsdag indtraf netop i de Dage, lod han ikke Lejligheden ubenyttet til at møde frem med et Lykønskningsdigt, af hvis Vers det ene lyder:

Han fik Embedet 14. Okt.; men at han har faaet andre til at lægge et godt Ord ind for sig, ses af «Et Papirs Diskretion offereret Hans Exe. Hr. Ditlev Wibe for sit store Patrocinium til at erlange Skive Kald».

Aaret efter brændte hans Præstegaard og med den hans forholdsvis store Bogsamling, der mest var Arvegods efter hans Svigerfader; men han begyndte paa ny at samle, saa da han 1715 atter ramtes af Ildsvaade, var det 3090 Bind, der gik op i Luer. Desuden stillede Biskop B. Deichmann (IV, 232) i Viborg, der i høj Grad var hans Velynder, sit betydelige Bibliothek til hans Raadighed; og i den halve Snes Aar, Deichmann endnu forblev i Viborg, rejste T., der 1706 tog Magistergraden og 1709 blev Provst, gjærne 10—12 Gange om Aaret der til for at benytte denne Skat; det stadige Samkvem bidrog til at knytte Baandet mellem disse 2 Mænd fastere. I sin Egenskab af Provst var det da ogsaa, at T. paa Gejstlighedens Vegne 1713 holdt en Afskedstale til Deichmann, da denne skulde drage til Norge for at overtage sit nye Embede som Biskop i Christiania, en Tale, for hvilken T. bag efter maatte høre ilde paa Grund af dens overdrevne Smigrerier.

T. har næppe anet, at han skulde tilbringe over et Fjerdedel Aarhundrede i Skive. Formodentlig har Viborg Bispestol staaet som Maalet for hans Ønsker; men 3 Gange i Frederik IV’s Tid, 1712, 1720 og 1725 blev den ledig, og hver Gang blev T. forbigaaet. Maaske har det været for at trøste ham over de skuffede Forventninger, at Regeringen 1725 tilbød ham Embedet som Sognepræst ved Frelsers Kirke paa Christianshavn; men i yderste Øjeblik frabad han sig det. Endelig naaede han at komme bort fra Skive, hvor hans Popularitet i Aarenes Løb havde været i stærk Dalen, og at blive befordret til Viborg 1727, ganske vist ikke som Biskop, men som Stiftsprovst og Sognepræst ved Domkirken. Denne havde Aaret i Forvejen lidt betydelig ved Ildebrand, saa han i de første Aar maatte prædike i en af Byens andre Kirker; først 1730 blev den gjenindviet, ved hvilken Lejlighed T. selvfølgelig havde skrevet Kantaten. Han blev strax Modeprædikant i Viborg, saa i Snapstingstiden Kareterne ikke uden største Møje kunde komme forbi hinanden, naar de skulde bringe Tilhørerne til eller fra Kirke, ligesom Byens Vægtere fik Befaling til at patrouillere i Gaderne, naar han prædikede, da Husene saa i Regelen stode tomme. Som Prædikant var han aldeles uberegnelig: som oftest vare hans Prædikener af en saa skruet Beskaffenhed, med saa kunstige Vendinger og en saadan Mangel paa Smag og Takt, at man har ondt ved at forstaa det Ry, der gik af dem; undertiden kunde han prædike rigtig godt og opbyggeligt, nemlig naar han ikke havde haft Tid eller Lyst til at forberede sig alt for grundig. Tit slog han løs paa den pietistiske Retning, som der netop i den Tid var kommen Fart i; «Hykler» kaldte han enhver, som han med eller uden Grund mente hyldede pietistiske Anskuelser; til andre Tider kunde han faa i Sinde at optræde som den strænge Bodsprædikant og tordne mod alskens Laster, der gik i Svang. Men den Yndest, han fra først af havde vundet i Viborg, kunde ikke holde sig; det varede ikke længe, inden Folk fik den Opfattelse, at hans saa højt priste Veltalenhed kun var lydende Malm og klingende Bjælde. Hertil kom, at han som Menneske var langt fra at være yndet og vistnok heller ikke videre agtet; mod sine underordnede, Præsterne og Latinskolens Lærere, viste han stor Myndighed, og med flere af dem laa han i stadige Processer; Menigmand havde faaet den Erkjendelse, at han ikke mente, hvad han sagde; Mand og Mand imellem hviskedes, at han i Hjærtet sikkert var Atheist, og man vidste at berette adskillige ikke saa lidt blasfemiske Udtalelser af ham. Disse have vel nok gjort Lykke hos en Del af de Adelsmænd, der udgjorde hans fortroligste Omgang baade i Viborg, omkring paa Herregaardene og i Kjøbenhavn, hvorhen han ikke sjælden rejste; men denne Selskabelighed har ofte bragt ham i en Stilling, der var mindre passende for ham, ligesom der alt for tit blev betroet ham det tvivlsomme Tillidshverv at være et Slags «maître de plaisir» for de fornemme.

At T. paa højere Steder har været anset for en dygtig Mand, viser sig af, at der flere Gange blev lagt Beslag paa hans Pen til Erklæringer baade om theologiske og praktiske Spørgsmaal, der stod paa Dagsordenen; og at han virkelig var en lærd Mand – hvilket maaske nok i Tidernes Løb er blevet lovlig meget overset – fremgaar bl. a. af det dygtige Værk «Den augsburgske Bekjendelses Historie», han udgav 1730 i Anledning af 200 Aars Festen for denne den lutherske Kirkes symbolske Bog, en Fest, der faldt sammen med Indvielsen af den gjenopførte Viborg Domkirke. Maaske har T. ment, at denne Bog kunde være i Stand til at jævne ham Vejen til en theologisk Professorpost ved det Universitet, han allerede i en Aarrække havde stræbt efter at faa oprettet i Viborg, hvad der naturligvis blev meget ilde optaget af Professorerne i Kjøbenhavn, blandt hvilke Holberg tog T. under skarp Behandling i Satiren «Den jyske Fejde» (VII, 525). Allerede tidligere havde disse 2 Mænd haft et Sammenstød; 1724 opførtes Holbergs «Jakob v. Thybo», og den deri forekommende Pedant gik fra først af under Navnet «Magister Tychonius». Da T. fik dette at vide, blev han ærgerlig over saaledes at være bleven stillet i Gabestokken, og Holberg blev nødt til at forandre Navnet, saa Pedanten kom til at hedde «Stygotius». Maaske har ogsaa Holberg følt sig ilde berørt ved, at T. i manges Øjne gjaldt for en stor Digter, og han har muligvis frygtet for at skulle blive overfløjet af ham. Det lyder i vor Tid underligt: Rivaliseren mellem Holberg og T.! Og dog var der 16 Aar efter den sidstes og 2 Aar efter Holbergs Død en velvillig Kritiker Wille Høyberg (VIII, 252), der udtalte som sin Mening, at det kunde være tvivlsomt, hvem af de to der burde sættes højest, men synes at være mest tilbøjelig til at lade Vægtskaalen synke til Fordel for T.

Ovenfor er anført nogle Prøver paa T.s Vers fra hans Ungdom; de fleste af dem, der skrive sig fra hans senere Aar, ere skaarne over den samme Læst; 1736 forfattede han følgende Gravskrift over en Herremands Frue:

Det Værk, som T. sikkert har anset som sit bedste, det, hvori han ligesom har koncentreret sig selv, er «Tolv Elims Kilder, aabnede til Husvalelse for Hr. Gehejme- og Etatsraad Chr. Ludv. v. Plessen ved hans uforlignelige Frues dødelige Afgang». Da Fruen 1729 var død temmelig pludselig, og hendes Mand tog sig Tabet meget nær, sendte T. i hver af Sørgeaarets 12 Maaneder en saadan «Elims Trøstekilde» til den sørgende Excellence, og de synes virkelig at have naaet deres Hensigt. W. Høyberg, der 1756 udgav Elims-Kilderne samt en Skildring af T. som Menneske og Forfatter, omtaler dette Værk som i højeste Grad indtagende; i vore Dage vil man langt snarere smile ad eller ærgre sig over T.s mærkværdig smagløse og taktløse Indfald end blive opbygget ved de virkelig smukke og vel udarbejdede Dele, der nok have kunnet være til Trøst for en sørgende Enkemand. «En snurrig Blanding af Bibelsprog, franske Gloser, dansk Klingklang, forunderlige Lignelser og affekteret Svulst; helligt og verdsligt mænges i Hob, og alt det midt i den sørgelige Gjenstand», skriver N. M. Petersen om Elims-Kilderne.

Til Biskop Deichmanns Efterfølgere var Forholdet ikke saa godt, og da T. var kommen til Viborg, kunde han nok falde paa i sine Prædikener at stikle paa Trellund, som et Par Aar i Forvejen var bleven Biskop; men som oftest iagttog han dog de udvortes Høflighedsformer, og da Trellund 1735 var død, holdt T. i Domkirken en sprænglærd Ligtale, der varede 3½ Time, men da var han ogsaa saa afkræftet, at han vilde være styrtet om paa Kirkegulvet, hvis ikke Klokkeren havde grebet ham i sine Arme. Havde han tidligere ikke kunnet naa sit Ønske at blive Biskop, maatte han kunne sige sig selv, at han under Christian VI’s Regering vilde være en fuldstændig Umulighed som Biskop; da saa A. Wøldike var bleven udnævnt, viste T. sin Uvilje imod ham ved mange Gange, endog ligefrem uopdragent og drengeagtig, at udæske ham baade i sine Prædikener og i Privatlivet. Men T. fik at fornemme, at den ellers sagtmodige Biskop ikke var helt til at spøge med; baade fra Stiftsøvrigheden og fra det i 1737 oprettede General-Kirkeinspektionskollegium, der endnu mindre var til at spøge med, fik T. flere Gange drøje Tilrettevisninger for adskillige Mangler og Misligheder i hans Embedsførelse.

De sidste Aar, T. levede, vare meget sørgelige for ham; et Par Aar før sin Død blev han ramt af et apoplektisk Anfald, og siden den Dag kom han aldrig mere paa Prædikestolen; naar han var saa rask, at han kunde taale at prædike, skete det fra en Stol, paa hvilken han sad i Kordøren. Selv har han haft paa Følelsen, at ikke blot hans legemlige, men ogsaa hans aandelige Kraft var brudt; derfor søgte han at gjøre den store Bogsamling, han efter de 2 Ildebrande i Skive havde anskaffet sig, i rede Penge; der var saa mange Bøger, at flere Vognlæs af sjældne Værker kunde sendes til Holland, ligesom en Mængde solgtes til Kjøbenhavn. Til sidst kunde han ikke komme ud, ja end ikke af Sengen, hvor han henlaa ussel og elendig, efter at han ved et nyt Anfald Aaret før sin Død var bleven lammet paa Tungen, saa ingen kunde forstaa ham; endelig udfriedes han ved Døden Juleaften 1740.

Hans første Hustru døde 1. Maj 1731, og kunne vi slutte af det yderst vemodige latinske Digt, han i den Anledning skrev, maa han have taget sig Dødsfaldet saare nær og vel næsten anset sig selv for utrøstelig. Men allerede 4. April 1732 indgik han Ægteskab med Bolette Sophie Amalie Holmer, Datter af Krigsraad H., Borgmester i Randers. Hun ægtede siden (1752) Jacob Hasse, der 1727 var bleven T.s Eftermand i Skive og 1750 blev Stiftsprovst i Viborg.

W. Høyberg, Tychoniana. C. Giessing, Tychoniana. Hist. Arkiv. N. R. XVI. Museum 1892 I, 159 ff. Saml. t. jydsk Hist. og Top. IV, 316 ff. og 2. R. I, 422 ff. Kirkehist. Saml. 4. R. II, 746 ff. N. M. Petersen, Den danske Lit. Hist., 2. Udg., IV, 119 ff. Medd. fra det norske Rigsarkiv I, 14.