Luigi Pulci (1432–84)

Pulci, Luigi, var den betydeligste af Brødrene og en af de mest fremragende Personligheder i 15. Aarh.’s Litteratur, f. i Firenze 15. Aug. 1432, d. i Padova Novbr 1484. Man ved ikke meget om hans Liv. Lucrezia Tornabuoni, Lorenzo’s Moder, var hans Beskytterinde, og da han 1465 forvistes fra Byen tillige med Broderen Luca som Følge af dennes mindre heldige Pengeforretninger, kaldtes han snart tilbage ved Lorenzo’s Indflydelse. Han hørte nu til Lorenzo’s stadige Omgang og benyttedes af Medici’erne til diplomatiske Hverv; paa en af disse Rejser døde han og begravedes i uindviet Jord som »Kætter«. Skønt tungsindig af Naturen, hvad hans Portræt ogsaa røber, var han en af de livligste og vittigste i Lorenzo’s Kreds, og hans Digterværker bærer kendelig Præg af hans Vid. Hans Lyrik er dels Sonetter, dels Strambotti (Oktaver i Folkestil), undertiden dristige i Tanke og Udtryk, saa at Beskyldningen for Kætteri kan forstaas; en poetisk Strid mellem ham og Matteo Franco (i Sonetter) var af ret hadefuld Art. I P.’s ældre Dage tog hans Tankegang en kristelig-religiøs Vending, og han lagde da megen Vægt paa at vise dette i sin Poesi. P.’s Hovedværk er det episke Digt Il Morgante , hvoraf de første 23 Sange udkom 1470. 1483 blev Digtet udgivet paa ny, forøget med 5 Sange. Det er skrevet i Ottava Rima og anlagt som en Art Efterligning af de lange Fortællinger paa Vers om Karl den Store’s og hans Heltes Bedrifter, hvormed Oplæsere dengang morede Folk paa Gader og Stræder i Italien. Selv foredrog han (siges der) sit Digt, efterhaanden som det blev til, ved il Magnifico ’s Taffel. Emnet er taget fra den gl. karolingiske Sagnkreds med Kejseren som Midtfigur og Roland som fornemste Helt, og P. følger næsten slavisk i de første 23 Sange et Digt Orlando , skrevet c. 1380 af en ukendt Forfatter, for de sidste 5 Sange har han andre Kilder, særlig La Spagna in rima , ogsaa fra 14. Aarh. Sit Navn har Digtet faaet af en fremtrædende Person, den burleske Kæmpe Morgante, der væbnet med Knebelen af en Kirkeklokke udfører vældige Bedrifter, ogsaa i Retning af at spise og drikke; hans Ledsager er en komisk saracenisk Hugaf, Margutte, der tilsidst revner af Latter. Som i Datidens populære Ridderdigte begynder hver Sang med en from Bøn og ender med Taksigelse til Himmelen; de sidste af det livlige og afvekslende Digts Afsnit har et teologisk Anstrøg, som vidner om P.’s Omvendelse. Il Morgante er i den ital. Litteratur det første store kunstneriske Epos over Middelalderens Sagnstof: det er P., som har erobret dette Omraade, hvor især Ariost skulde fejre store Triumfer. Selv agerer han i det hele alvorlig lige over for det, men Ironien gør sig dog tydeligt nok gældende endog lige over for selve Kejser Karl. Udgaver af Digtet (foruden den nævnte 1483): Margutte-Episoden 1480, de 23 Sange 1482 (Venezia); en god Udg. med Noter af G. Volpi (Firenze 1900—04). Strambotti ved A. Zenatti (2 Bd, Firenze 1887. ( Litt .: S. Bongi , Lettere di Luigi P. [2. Udg., Lucca 1886]; P. Rajna ’s Afh. om P.’s Kilder i Propugnatore II; L. Einstein , L. P. and the Morgante Maggiore [Berlin 1902]).