Elias Eskildsen Naur (1650–1728)

Naur, Elias, 1650—1728, Professor og religiøs Digter, er født 17. Febr. 1650 i Navr Sogn ved Holstebro, hvor Faderen, Eske Eliesen (Nebsager), var Præst. Moderen hed Sidsel Christensdatter Kjær. N. gik først i Skole i Holstebro; men efter Faderens Død 1667 tog hans Morbroder Hans Naur, Præst i Vissenbjærg, sig af ham og overflyttede ham til Odense Skole og Gymnasium, hvorfra han blev Student 1672, og hvortil han hele sit Liv igjennem vedblev at være knyttet. 1674 blev han Hører ved Odense Skole, 1680 Konrektor og tog s. A. Magistergraden. Efter ubehagelige Stridigheder med sin Rektor Niels Haels, der endte med en Provsteretssag, overtog han 1687 Rektoratet, hvormed han 1691 forbandt Professoratet i Græsk ved Gymnasiet. Efter at have nedlagt Rektoratet 1697 avancerede han 1711 til Professorposten i Theologi og Hebraisk, som han beklædte til sin Død, 6. Maj 1728. – Han var 3 Gange gift. Først ægtede han 1682 den 48aarige Enke Margrethe Eriksdatter Mule, som var af Kjøbmandsslægt i Odense og vistnok bragte ham Midler; hun døde 1693. Næste Aar ægtede N. Barbara Landorph († 1697), Enke efter Professor Lor. Edinger (IV, 419), og endelig 1699 den 19aarige Pernille Mule († 1756), Datter af Raadmand Niels M. Alle Ægteskaberne vare barnløse.

Gymnasiet i Odense førte jo aldrig nogen blomstrende Tilværelse, og om N.s videnskabelige Virksomhed forlyder intet. Ved Nedlæggelsen af Rektoratet holdt han en latinsk Tale om Rektorerne i Odense, og han efterlod en Del utrykte lærde Arbejder i Tidens Aand; men i Litteraturen er han kun bleven bekjendt som opbyggelig Forfatter og Digter. N. skal have været en from, enfoldig og upraktisk Natur, ligegyldig for verdsligt Gods, skjønt hans Ægteskaber rigtignok pege i anden Retning. Hans Skrifter ere gjennemtrængte af en inderlig Gudsfrygt med noget sygelig Dvælen ved Lidelse og Død; men som Digter er han bleven en Type paa den kunstlede Stil og den opstyltede Pathos, som Efterligningen af den 2. Schlesiske Skole havde forplantet til os, og som, især i sin Anvendelse paa religiøse Æmner, ofte slaar over i det smagløse og platte, endog i det modbydelige. Hans Hovedværk, «Golgatha paa Parnasso» (1689), et vidtløftigt Epos i Alexandrinere, besynger Lidelseshistorien i 5 «Akter» og er dediceret til Jesus Christus i en Tiltale paa 14 Sider højtravende Stenstil. Derefter følger en versificeret Selvbiografi i opbyggelig Aand, og i Digtet selv udmales bl. a. Stridsmændenes Mishandling af Jesus i saa kraftige Udtryk som disse:

Det hedder om Synden, at den «værre end de døde Padder stinker», og i Gethsemane Have sover Apostelen Peder «som et Svin, ja som en Svinetryne». Den samme søgte og kunstlede Smag præger hans prosaiske Andagtsbøger allerede i Titlerne: «Aandelige Paaskeliljer» (1698), «Aandelig Pinse-Maj» (1699), «Aandelig Julestue» (1699) o. fl. I nogle af dem, f. Ex. «Zions Sange og Sukke» (1688), blander han Prosa og Vers. Heldigst er han maaske i sin versificerede Parafrase af Davids Salmer, «Nye Strænge paa Davids Harpe» (1690).

N.s Biskop i Odense Th. Kingo optog adskillige af hans Salmer i sin forkastede «Vinterpart» af Salmebogen, og de bære maaske deres Del af Skylden for Bogens uheldige Skæbne. Kingo var jo selv smittet af den samme tyske Smag, men bødede rigtignok paa den ved en Digteraare, som N. kun i ringe Grad var i Besiddelse af, skjønt han af og til røber virkelig Følelse og skriver lette Vers. En enkelt af hans Salmer har fundet Vej helt ned til vor nuværende Salmebog.

Giessing, Jubel-Lærere II, 1, 117 ff. Bloch, Den fyenske Geistligheds Hist. I, 313 ff. Ny kirkehist. Saml. I, 577 ff. Paludan, Renaissancebevægelsen i Danmarks Lit. S. 271. 467. Frølund, Holstebro S. 203 ff. Brandt og Helveg, Den danske Psalmedigtning I, 53.