Vincenzo Monti (1754–1828)

Monti [↱monti], Vincenzo, ital. Digter, f. 19. Febr 1754 i Alfonsina (i Prov. Ravenna), d. i Milano 13. Oktbr 1828. Han skulde have været Jurist og studerede Faget ved Ferrara’s Univ., men med liden Iver, thi Poesien tiltrak ham langt mere, han fordybede sig begejstret i Dante, og hans første digteriske Forsøg fik den pavelige Legat, Kardinal Borghesi, til at interessere sig for ham og tage ham med til Rom. Der blev han Sekretær hos en Nevø af Pave Pius VI og helligede sig ganske Digtekunsten, først Lyrikken, men siden han havde lært Alfieri personlig at kende, ogsaa Dramaet. Han skrev Tragedierne Aristodemo og Galeotto Manfredi, der omgav hans Navn med en saadan Glans, at en ung Romerinde skænkede ham sin Haand, blot fordi han havde digtet Aristodemo. Hans Berømmelse steg, da han 1793 udsendte det Dante’sk beaandede Digt La Basvilliana, hvis ydre Anledning var, at en republikansk Udsending fra Frankrig, Nicolas de Bassville, var bleven myrdet i Rom, og som strømmede over af Harme mod den franske Terrorisme. Snart kom Revolutionens Bølger til at rive M. med sig. Han blev Ven med General Marmont og begav sig efter hans Indbydelse til Firenze; siden tildeltes der ham i Milano et Par Embeder af den cisalpinske Republiks Regering, men der var stadig Fjender og Misundere, som hindrede, at den antirepublikanske Basvilliana’s Forf. fik fast Fod i nogen anselig og indbringende Stilling, uagtet han nu digtede i formelig jakobinsk Aand. Fattig og syg fik M. endelig en Understøttelse af Ministeren Marescalchi, og da han havde besunget Sejrherren ved Marengo, blev han efter Bonaparte’s Foranstaltning ansat som Prof. i Litt. ved Pavia’s Univ. (1802—04), derpaa — under det ital. Kongedømme — Napoleon’s Hofdigter og Historiograf, med en betydelig Aarpenge, Ordensdekorationer og andre Æresbevisninger. Nu stemte han da ogsaa Lyren til Kejserens Pris i høje Toner og ingenlunde altid lige heldig. Men 1815 bragte en ny Tingenes Tilstand i Italien, og nu besang M. de nye Magthavere. Som man ser, var M. ikke nogen staalsat Karakter, — heftig angreben er han derfor bleven (men ikke mindre heftig forsvaret); han var et udpræget Fantasimenneske, og bøjelig, behændig og eklektisk er han ligeledes i sin Kunst. Han havde let ved at komme i Begejstring og let ved at udforme denne metrisk; med hans store Naturgaver var det intet Under, at han i en Aarrække stod som Italiens mest fejrede Digter. Sin medfødte Smag og Formevne uddannede han ved megen poetisk Læsning, saa at han tit havde vanskeligt ved at undgaa Reminiscenser, og ved et filologisk Studium af Oldtidens klassikere, der bl. a. satte Frugt i en smuk Overs. af Iliaden (1810, forbedret Udg. 1812), og som foranledigede hans vidtdrevne Benyttelse af det antikke, mytologiske Billedsprog, selv hvor Emnerne var moderne. Foruden de to nævnte Tragedier skrev M. en tredie, den republikansk farvede, ret storslaaede Caio Gracco (1800); af hans Digte er foruden Basvilliana at nævne Musogonia (1793), Il Fanatismo, La Superstizione, Il Pericolo, Prometeo (1797) og Mascheroniana (1802, til Minde om en Ven), alle indeholdende store Skønheder. Paa sine gl. Dage drev han ital.-filologiske Studier med Held, angreb Crusca-Akademiet og værgede i en Satire den poetiske Klassicisme mod Italiens unge romantiske Skole. M.’s samlede Værker er udg. 1821—28 (Bologna) og 1839—42 (Milano, ved Resnati); hans Digterværker ved Carducci (4 Bd, Firenze 1858—69), Poesie liriche ved T. Cassini (Firenze 1891). Bøger om hans Liv, Forfattervirksomhed og Indflydelse har man af G. Pagni (Firenze 1828), A. Monti (Rom 1873), Cantù (Milano 1879), L. Vicchi (Rom 1887), Garavini (Genua 1889) og B. Zumbini (Firenze 1894); en Brevsamling er udg. af Mazzatinti og Bertoldi (Turin 1894—96).