Gotthold Ephraim Lessing (1729–81)
Lessing [’læseŋ], Gotthold Ephraim,
tysk Forf. og Kritiker, f. i Kamenz i
Oberlausitz 22. Jan. 1729, d. i Braunschweig 15. Febr
1781. Han var ældste Søn af Præsten Johann
Gottfried L. i
Kamenz og var
omtr. fra
Fødselen bestemt
til Præst.
Imidlertid
modtog han
allerede i sin
Fødebys Skole
Impulser i en
helt anden
Retning, noget
hans Fader
var meget
utilfreds med.
Skolens Rektor
var nemlig en
Beundrer af
det antikke
Skuespil og
havde det
Mod i et Skoleprogram at udtale, at
Skuespillet var Veltalenhedens Skole. Det var derfor
en Glæde for den værdige Præst, at han fik
Lejlighed til at faa sin Søn anbragt i
»Fyrsteskolen« i Meissen. 22. Juni 1741 kom den unge
L. ind i denne klosterlig-strenge Anstalt, hvor
han til Trods for den noget pedantiske og
pietistisk anstrøgne Tone, som herskede der,
befandt sig vel paa Grund af den Næring, hans
fremadstræbende Aand fandt i de
romerske Dramatikere og i Matematikken.
Henreven af den lat. dramatiske Litteratur og
omgiven af pedantiske Lærde og Skolemænd,
blev han greben af en uimodstaaelig Lyst til at
efterligne de første og gøre sig lystig over de
sidste, og han paabegyndte her sit første
dramatiske Arbejde »Der junge Gelehrte«, som
fuldførtes et Par Aar senere. For øvrigt gjorde
Krigen ham ked af Opholdet paa Skolen, dels
fordi han, som alle de Unge, sværmede for den
preussiske Krigerkonge og ikke kunde
fremhykle den obligate partikularistiske
Patriotisme, dels fordi Skolebygningen til Dels blev
benyttet til Lazaret. Han ansøgte derfor sin
Rektor om at maatte indstille sig til
Afgangseksamen et Aar før Tiden, og denne gav efter
nogen Betænkning sit Samtykke, saa at L.
kunde forlade Skolen som Student 30. Juni 1746
efter at have holdt en lat. Afskedstale »om de
gl. Folks Matematik«. Om Efteraaret drog L.
til Leipzig for at studere Teologi. Til dette
Studium var Stedet uheldig valgt for et opvakt
Sind og en stræbende og søgende Aand som
hans; thi der herskede dengang et akademisk
Pedanteri og en Pietisme, som stækkede enhver
friere Aandsrørelse. Paa den anden Side var
Livet særdeles tiltalende for den unge Mand,
der var vant til streng Skoletugt og klosterlig
Tvang. Her fandt han en rig og mangesidig
aandelig Virksomhed under livlig Deltagelse af
de dannede Kredse, kort sagt, den længe
ønskede Lejlighed til at lære Livet og
Menneskene at kende. Imidlertid forsømte han ikke
nogen Lejlighed til at uddanne sin Aand og
forøge sine Kundskaber, rigtignok ikke i
teologisk Retning; det var antik Filologi og
Kunsthistorie samt Matematik, der især optog ham.
Bl. hans ny Studiekammerater maa især
nævnes Zachariä, J. E. Schlegel og den noget ældre
Landsmand Mylius, der havde Ord for, ved
Siden af at være et begavet Menneske, at føre
et uordentligt Levned. Til ham sluttede L. sig
særlig og offentliggjorde nogle »anakreontiske«
Digte i det Tidsskrift, Mylius udgav. Et særlig
vigtigt Moment i L.’s Udvikling var det
imidlertid, at der i Leipzig fandtes et fast Teater
under Ledelse af den begavede Friederike
Neuber, hvis Selskab dengang indtog den ledende
Stilling i Tyskland. L. blev betaget af dette
Teater. Han nægtede sig for dets Skyld alle
andre Nydelser, studerede ivrig Scenens Love
og Skuespilkunstens Maal og Midler og skaffede
sig saaledes de nødvendige Forkundskaber for
at kunne optræde som dram. Forf. Han
sluttede Venskab med de mere fremragende
Medlemmer af Selskabet og tænkte endog paa selv
at gaa til Teatret. Her fik han nu den ydre
Foranledning til at fuldføre sit dram. Forsøg »Der
junge Gelehrte«, som blev indleveret til Mad.
Neuber og spillet med Held (1746).
Imidlertid var det kommet Pastor L. for Øre,
at hans Søn førte et skammeligt Levned,
forsømte sit Studium, ja endog omgikkes med
Skuespillere og Skuespillerinder, kort sagt, stod
paa Afgrundens Rand. Han kaldte nu Sønnen
hjem for at irettesætte og omvende ham. Men
da han saa ham igen, rask paa Sjæl og
Legeme og hørte, at han havde studeret flittig,
blev Straffeprædikenen lagt ad acta, og efter
nogen Overvejelse blev det tilladt L. at opgive
Teologien og lade sig indskrive som Mediciner.
Ved Paasketid 1747 vendte L. tilbage til
Leipzig. Han tog dog ikke fat paa Medicinen, men
fortsatte sine vante Studier, sine Teaterbesøg
og sin Omgang med Skuespillerne. Han
paadrog sig derved Gæld, især ved uforsigtig at
gaa i Kaution for nogle af Skuespillerne, og da
Selskabet gik fallit (1748), kom L. i en saadan
Forlegenhed, at han besluttede at flygte til
Berlin, hvor han mente at kunne leve af
litterært Arbejde. Han naaede dog ikke længere
end til Wittenberg, hvor han blev syg og
sengeliggende, og han lod sig derfor immatrikulere
her. Men da Kreditorerne ogsaa begyndte at
forfølge ham paa dette Sted, overlod han sit
Stipendium til dem og rejste til Berlin, hvor
han ankom blottet for alt, forstødt af sin Fader
og uden Udsigter for Fremtiden. Han fandt et
midlertidigt Ophold hos sin Ven Mylius, der
trods sine egne tarvelige Kaar broderlig delte
alt med ham, og hvem det endelig lykkedes at
skaffe L. foreløbigt Arbejde hos Rüdiger,
Ejeren af den nuv. »Vossische Zeitung«, med at
ordne dennes Bibliotek, og senere som
Sekretær hos en Hr. v. Goltz. Men snart blev L.
atter henvist til at leve af tilfældigt litterært
Arbejde. Saa meget mere forbavsende er det,
at han havde Aandskraft nok til i denne
Modgangens Tid at gøre Udkast til fl. Dramaer, som
dog først senere fuldendtes, nemlig
Lystspillene »Der Misogyn« (1748), »Die alte Jungfer«.
G. E. Lessing.
»Die Juden«, »Der Freigeist« (1749), »Der
Schatz« (1750) og det aldrig fuldendte
Sørgespil »Samuel Henzi«. 1749 grundlagde Mylius
og L. i Forening et Tidsskrift »Beiträge zur
Historie und Aufnahme des Theaters«, og skønt
dette snart efter gik ind p. Gr. a.
Uoverensstemmelse imellem Udgiverne, var dog
Publikum blevet opmærksomt paa L., og 1751 blev
det ham overdraget at redigere Feuilletonen i
»Berliner Zeitung«. Indtil 1755 arbejdede L.
ved dette Blad og forøgede dets Anseelse ved
sine fængslende Kritikker; hvert Numer blev
imødeset med Spænding, da den unge
Forfatters Kritik var uden konventionelle Hensyn.
1751 udgav L. sine første Digte »Lyrische
Kleinigkeiten«, som fik en velvillig Modtagelse. Om
Vinteren s. A. rejste han efter sin Faders
Ønske til Wittenberg, hvor han erhvervede sig
Titelen Magister Artium (1752). Da han her
mødte den samme ortodokse Intolerance som
i Berlin og fandt, at mange hæderlige Teologer
o. a. Videnskabsmænd blev angrebne ud fra
ensidige ortodokse Standpunkter, forsvarede
han dem i Breve og Afhandlinger, som han
kaldte »Rettungen«; dog udkom disse først
senere (1753 og 1754). Han fordybede sig ogsaa
i den antikke Digtning og forfattede
Epigrammer i Martial’s Manér. De efter hans Mening
uberettigede Angreb paa Horats imødegik han
i »Rettungen des Horaz« (fuldendt 1754). I
Novbr vendte L. tilbage til Berlin og til
»Berliner Zeitung«. Han gjorde her Bekendtskab
med den unge litterært anlagte Boghandler Fr.
Nicolai og den senere saa berømte jødiske
Filosof Moses Mendelssohn, udgav ved den førstes
Hjælp de første Hefter af »Theatralische
Bibliothek« og skrev i Forening med den unge
Filosof Afhandlingen »Pope, ein Metaphysiker«
samt udgav de første 6 Bd »Schriften«
(1753—55), som indeholdt hans Ungdomsdramaer og
bl. a. ogsaa de ovenn. »Rettungen des Horaz«.
En skarp Kritik af Pastor Lange’s
Oversættelse af Horats’ Oder fremkaldte en
Pennefejde, af hvilken L. fremgik som absolut
Sejrherre ved sin knusende Duplik »Vademecum
für den Hrn. Samuel Gotthold Lange, Pastor
in Laublingen« (1754). Som Dramatiker
bekendte han nu pludselig Kulør (1755) med det
borgerlige Sørgespil i Prosa »Miss Sara
Sampson«, efter de eng. dram. Principper, en formel
Krigserklæring til Gottschedianerne og
Franskmændene. Det Ackermann’ske
Skuespillerselskab, Neuber’s Arvtager, var p. Gr. a.
manglende Tilslutning i Berlin, især fra Hoffets Side,
rejst til Frankfurt a. d. O., og L. tog dertil for at
faa sit ny Stykke opført. Med de taknemlige
Opgaver, det stillede Skuespillerne, var det
intet Under, at der vandtes en Sejr. Aaret efter
fik L. Tilbud om at ledsage en ung Rigmand,
Hr. Winkler i Leipzig, paa en Rejse gennem
Europa til Italien. For at forberede sig til
denne Rejse tog L. til Dresden og studerede
ivrig Byens Kunstskatte. Her traf han ogsaa
efter 8 Aars Adskillelse sine Forældre igen og
forsonede sig med dem. Rejsen paabegyndtes
1756, men p. Gr. a. Krigsbegivenhederne
opgav Winkler at tage videre og rejste tilbage
til Leipzig, uden at give L. nogen Erstatning
for hans spildte Tid. Hans Stilling var derfor
i Øjeblikket meget vanskelig, og han maatte
atter til at tjene det daglige Brød ved
Oversættelser, Kritik og andet tilfældigt litterært
Arbejde. Hans Trøst i denne Modgang var
Bekendtskabet med Major Ewald v. Kleist, som
hurtig modnedes til et Venskab, der først brast
3 Aar efter ved Kleist’s Død i Slaget ved
Kunersdorf. Trods det daglige Slid fandt L. dog
Kraft og Lyst til ikke alene at virke teoretisk
for Scenen, men ogsaa at forme et Sørgespil,
bygget over den bekendte rom. tragiske Figur
»Virginia«, senere omdøbt til »Emilia Galotti«
og omarbejdet i moderne Aand. Imidlertid blev
Opholdet i Leipzig ubehageligt for L., der som
Idealist og Verdensborger ikke vilde skjule sin
Begejstring for Preusserkongen. Han flyttede
igen til Berlin (1758), hvor han sammen med
sin Ven Ramler udgav Schlesieren Logau’s
»Sinngedichte« og Aaret efter sine »Fabeln«
med en Afh. om Fabelens Natur i Modsætning
til det episke Digt og Dramaet. Samtidig søgte
han at praktisere sine Teorier ved enakts
Dramaet »Philotas«.
Igennem Major v. Kleist havde L. gjort
Bekendtskab med General Tauenzien. Guvernør i
Breslau, og han fik 1760 et Tilbud fra denne
om at komme dertil som
Guvernementssekretær. Han modtog Tilbudet, træt som han var
af Berlin i Ønsket om Luftforandring og
Virksomhed. Han holdt sig ikke tilbage fra det
flotte Militærliv, men samledes jævnlig om
Aftenen med Officererne i lystigt Lag. Sin gode
finansielle Situation benyttede han til at
anskaffe sig et stort Bibliotek, vistnok den eneste
Skat, han hjembragte fra Breslau. Heller ikke
glemte L. sit egl. Kald. Han fandt Tid til her
at skrive to af sine ypperste Arbejder, det
berømte Soldaterskuespil »Minna von Barnhelm«
og den æstetiske Afhandling »Laokoon, oder
über die Grenzen der Malerei und Poesie«.
Meget af hans Tid gik dog til Spilde paa
Rejser med hans Chef, dels til Lejren, dels til
Krigsskuepladsen. 1764 blev han farlig syg og
følte efter sin Helbredelse saa stor Trang til
igen at blive en fri Mand, at han afslog alle
Generalens Tilbud om at skaffe ham
Statsansættelse. 1765 tog han definitivt sin Afsked
og rejste over sin Fødeby tilbage til Berlin,
hvor han havde Udsigt til ved sin Velynders
Anbefaling at blive kgl. Bibliotekar. Men »den
store Konge« valgte efter Voltaire’s Raad en
udpræget Ignorant, den fr. Munk Pernety, blot
for — som han selv sagde — at blive fri for
»den tyske Pedant«. L. var saaledes atter en
fri Mand i Ordets egentligste Bet. og maatte
atter leve af sin Pen. Han havde den Glæde,
at 1. Del af »Laokoon« blev modtaget med
Beundring: og Bifald af den yngre Generation,
deriblandt Wieland, Herder og Goethe, ja selv
den berømte Kunsthistoriker Winckelmann
udtalte sin uskrømtede Paaskønnelse, skønt
Værkets Teorier ikke stemmede med hans egne
Anskuelser. I den udkomne Del forsøger L. at
gøre Rede for Billedhugger- og Digtekunstens
forsk. Midler og Grænser, og han vilde have
gennemført Undersøgelsen for alle Kunstarters
Vedk., men denne Tanke blev aldrig til
Virkelighed. Han efterlod kun spredte Brudstykker
af en Fortsættelse.
I Hamburg havde paa denne Tid nogle
Venner af den dramatiske Kunst efter
Tilskyndelse af Forfatteren Löwen besluttet at skabe
et fast tysk Teater, hvortil man tænkte sig at
knytte det Ackermann’ske Selskab, deriblandt
den berømte Eckhof. Det skulde være en
Mønsterscene. Man henvendte sig derfor til L. og
tilbød ham Pladsen som Direktør. Dette afslog
han bestemt, derimod modtog han et senere
Tilbud om Stillingen som Dramaturg; og efter
at have været i Hamburg og undersøgt
Forholdene følte han sig glad og tillidsfuld. I Berlin
udgav han nu »Minna von Barnhelm« (1767),
og efter at have ordnet alt til sin Flytning
rejste han til Hamburg. L.’s ny Virksomhed
skylder vi et af hans berømteste Værker,
»Hamburgische Dramaturgie«, fin og skarp Kritik af
varig Værd. Ham selv skabte denne
Virksomhed kun Ærgrelser, Skuffelser og Sorg over
fejlslagne Forhaabninger. Det gik her, som
Ordsproget siger om de mange Kokke: der
manglede en fast Overledelse. Velynderne
blandede sig i alt og vakte Utilfredshed og
Forvirring. Den snæversindede ortodokse Gejstlighed
med Sognepræst Göze i Spidsen fordømte
offentlig »den syndige Færd«. De hamburgske
Købmænd havde ikke rigtig Lyst til, naar de
hele Dagen havde spekuleret i Kaffe, Sukker
og Sildetønder, at gaa hen i et Teater, hvor
de skulde sidde og tænke over, hvad de saa
og hørte. Endelig følte Skuespillerne — med
Undtagelse af Eckhof — og især
Skuespillerinderne sig hævede over Ros og Dadel af en
Mand, som ikke selv var Skuespiller. Damerne
var ofte dydig indignerede og intrigerede saa
længe, til L. holdt op at kritisere deres
Præstationer. Lige saa tillidsfuld L. var i det første
Nr af Dramaturgien (22. Apr. 1767), lige saa
trøstesløst, men behersket, udtaler han sig om
Grundene til det uheldige Udfald i dens sidste
Nr (19. Apr. 1768), der udkom til Paaske 1769,
efter at det Ackermann’ske Selskab var rejst til
Hannover Decbr 1767, medens det »tyske
Nationalteater« havde set sig nødsaget til at
præsentere Balletter og Linedansere, ja endog fr.
Skuespillere for at trække Folk til Huset. I
Hamburg havde L. desuden betydeligt
Pengetab ved sin uheldige Boghandlerentreprise med
J. Bode; ogsaa en litterær Pennefejde
indvikledes han i. Prof., Geheimeraad Klotz i Halle
havde i en Afhandling om antikke Gemmer
været uforsigtig nok til at rette L. og desuden
angrebet hans dramaturgiske Virksomhed og
nogle af hans Venner. L. udøste nu (i »Briefe
antiquarischen Inhalts« [1768—69]) i
usædvanlig lidenskabelige Udtryk sin Vrede over den
ulykkelige Geheimeraad, der ikke var en
saadan Modstander voksen. I den i samme
Anledning skrevne Afhandling »Wie die Alten den
Tod gebildet haben« var L. igen den klare,
formfulde Æstetiker.
I Hamburg kom L. jævnlig i Huset hos en
Købmand König, til hvis Hustru han fattede
en stille, dyb Tilbøjelighed, og da König
pludselig døde i Venedig, tog L. sig ivrig af Enken
og Børnene. Fru König’s Taknemmelighed gik
snart over til en ømmere Følelse, men hun
afviste L.’s Bejlen, indtil hendes
Formuesforhold havde klaret sig og hun havde reddet
saa meget som muligt af sin Mands
udestaaende Fordringer. 1769 havde L. endelig faaet en
fast Ansættelse, som, skønt tarvelig, dog kunde
sikre hans Fremtid. Hertug Karl af
Braunschweig og hans Gemalinde, der optraadte som
den tyske Litteraturs og Videnskabs Beskyttere,
havde tilbudt L. Stillingen som Bibliotekar i
Wolfenbüttel med en Gage af 600 Thaler, og
han tiltraadte denne Apr. 1770. Her levede han
de første Par Aar ret behagelig, beskæftiget
med at undersøge Bibliotekets litterære Skatte.
Han saa engang imellem en ell. anden af sine
Venner, kom ogsaa af og til til Berlin ell. til
Hamburg og besøgte Fru Eva König, men følte
sig dog ensom. Han udfoldede en rig litterær
Virksomhed og udgav Skolastikeren
Berengarius Turonensis og den schlesiske Digter
Scultetus samt fuldendte sit andet berømte Drama
»Emilia Galotti«, der udkom 1772 og opførtes i
Braunschweig og samtidig i Berlin. Imidlertid
var L.’s Fader død, og ved at overtage dennes
Gæld havde han bragt sig selv i stor
Pengeforlegenhed; Fru Eva König, nu hans
Trolovede, var rejst til Wien for endelig at ordne
sine Pengeaffærer, og til alt dette kom
Sygelighed og en stærk Følelse af Forladthed, saa at
L. tilbragte nogle ret tunge Aar (1771—74).
Endelig syntes det at dages for ham:
Arveprinsen af Braunschweig lovede ham et
Professorat i Helmstedt og en Gageforbedring som
Bibliotekar, men det blev ved Løftet, og den
haardt skuffede Mand var til Tider paa
Banden af Fortvivlelse. Alligevel fortsatte han af
al Kraft sine Udgivelser af Bibliotekets Skatte:
»Beiträge zur Geschichte und Litteratur« (3
Bd, 1773). 1775 følte L. sig saa meget bedre,
at han samlede sine Kræfter til en større
Rejse, først til Berlin og Dresden, derfra
med forlænget Permission over Prag til
Wien, hvor han traf sin længe savnede Eva;
der havde reddet en Aarsrente paa 500 Thaler,
saa de nu for Alvor kunde tænke paa at gifte
sig. Opholdet i Wien var kun kort, men højst
ærefuldt for L., hvis Fortjenester mødte alm.
Paaskønnelse. Han blev endog modtaget af
Kejserinde Maria Theresia, der underholdt sig
naadig med ham. Ganske uventet traf L. her
den yngste Prins af Braunschweig og blev
opfordret til at ledsage denne paa en 6—8 Ugers
Rejse i Italien. Skønt L. nødig vilde skilles fra
sin Trolovede, kunde han ikke afslaa dette
ærefulde Tilbud, som desuden opfyldte et længe
næret Ønske. Han tog Afsked med Eva König
og rejste med Prinsen; men dels var Rejsen
hastig og planløs, og L. fik ikke Ro til at
fordybe sig i de herlige Kunstskatte, dels trak den
ud til Maaneder i St f. Uger, og først i Decbr
fik han ved sin Tilbagekomst til Wien
Efterretninger fra Eva König. Han ilede nu hjem
til Braunschweig, hvor han modtoges af et
Gagetillæg paa 200 Thaler og en Hofraadstitel.
Endelig kunde han efter 6 lange Aars Ventetid
holde Bryllup i Hamburg (8. Oktbr 1776) og
flytte ind i den beskedne lille Bibliotekarbolig,
som nu var bleven hans »fortryllede Slot«.
Lige før Brylluppet saa det ud, som om
Lykken paa een Gang vilde overvælde L. med sine
Gaver. Kurfyrsten af Pfalz udnævnte ham til
Medlem af Videnskabernes Akademi i
Mannheim med en Pension paa 100 Louisdorer paa
den Betingelse, at han hvert Aar skulde skrive
et Arbejde for Akademiet og hvert andet Aar
deltage i et af dets Møder. Da han 1777 rejste
til Mannheim, meddeltes det ham, at man egl.
ønskede, han skulde blive der som Dramaturg
ved Nationalteatret. Dette havde L. dog faaet
nok af i Hamburg, og da han heller ikke vilde
opgive sin Plads i Wolfenbüttel og derfor
afslog det ham stillede Tilbud, erklærede
Ministeren, at han dermed ogsaa havde afslaaet
den tilbudte Pension. L. var dog for lykkelig i
sit Hjem til at tage sig denne ny Skuffelse nær,
og han arbejdede videre paa sine ny Værker.
Juleaften 1777 nedkom hans Hustru med en
Søn, men den Lykke var kun kort; 24 Timer
efter døde Barnet, og Moderen fulgte det i
Graven 10. Jan. 1778. Nu stod den haardt
prøvede Mand atter alene, dog endnu ikke slaaet
til Jorden. Hans Breve til Broderen Karl (af
5. og 12. Jan. 1778), som melder det dobbelte
Dødsfald, er i deres Viljestyrke skønne og
rørende.
I »Beiträge zur Geschichte und Litteratur«
havde L. 1774 paabegyndt Udgivelsen af et
efterladt Manuskript af Prof. Reimarus i
Hamburg under Titel »Fragment eines
Ungenannten«, hvori under Overskriften: »Apologie oder
Schutzschrift für die vernunftigen Verehrer
Gottes« baade Bibelen og Aabenbaringen
belystes fra et kritisk Standpunkt. Da L. 1777—78
fortsatte Udgivelsen af disse Undersøgelser,
opstod der stærk Bevægelse i dem teologiske
Verden, og især Pastor Göze i Hamburg angreb
Udgiveren med stor Voldsomhed. Ogsaa i
denne Strid vandt L. en betydningsfuld Sejr
over sine Modstandere (i Stridsskrifterne Ȇber
den Beweis des Geistes und der Kraft«, »Eine
Duplik«, »Eine Parabel«, »Nötige Antwort auf
eine sehr unnötige Frage«, »Axiomata«,
»Anti-Göze« o. fl.). Men den ortodokse Gejstlighed fik
dog sat igennem, at L. maatte udlevere sit
Manuskript og mistede den forudbetingede
Censurfrihed for sine Skr; og endelig blev
»Beiträge« konfiskerede. Midt under disse Sorger og
Ærgrelser fik L. den Idé, til Trods for Censur
og Tvang at sige det store Publikum paa en
forblommet Maade sin Mening om
Aabenbaringsspørgsmaalet, og Resultatet blev det ypperste
af alle hans Arbejder, Dramaet »Nathan der
Weise«. Det fuldendtes 1779 og opnaaede 2
Udgaver i det første Aar. Dog opførtes det
først efter hans Død i Berlin (14. Apr. 1783),
uden at kunne holde sig paa Scenen. Det var
Goethe og Schiller forbeholdt at bringe det til
Sejr paa Teatret. Endnu s. A. udgav L.
Afhandlingen »Die Erziehung des
Menschengeschlechts«, men hans Kraft var brudt,
Sygdommen tog stadig til; 19. Decbr 1780 sluttede
han et Brev til Mendelssohn med de Ord: »Diese
Scene ist aus«; og det var sandt. 15. Febr 1781
under et Besøg i Braunschweig gjorde et
Slagtilfælde Ende paa den udmærkede Mands Liv,
denne Tysklands første klassiske Forf., som
baade ved Teori og praktisk Udførelse staar
som det tyske Dramas Fader, en sjælden
helstøbt Skikkelse og en af de ædleste og reneste
Personligheder i den tyske Litteraturhistorie.
En Banebryder var han, en glimrende Stilist, en
skarpsindig Kritiker, hvis Ord har Autoritet
den Dag i Dag. Af de mange Udgaver af hans
samlede Værker kan særlig fremhæves:
Lachmann’s (13 Bd, 1838—40), samme ved Maltzahn
(12 Bd, 1853—57), 3. Udg. ved Muncker (1885
ff.), samt i Hempel’s »Deutsche Klassiker« (21
Bd, 1868—78) og i Kürschner’s »Deutsche
Nationallitteratur« (Bd 58—71). (Litt.:
Danzel, »G. E. L., sein Leben u. seine Werke«
[1850—54, ny Udg. ved Maltzahn og Boxberger
1880—81]; Ad. Stahr, »G. E. L., sein Leben
u. seine Werke« [1858; 5. Opl. 1868]; Er.
Schmidt, »L., Geschichte seines Lebens u.
seiner Schriften« [1884—92, ny Udg. 1909—10];
Düntzer, »Erläuterungen zu L.’s Werken«
[1883 ff.]; Braun, »L. im Urteile seiner
Zeitgenossen« [1884—93]; Albrecht. »L.’s
Plagiate« [1890 ff.]; Kuno Fischer, »L. als
Reformator der deutschen Litteratur« [5. Opl.
1905]; Oelhke, »L.« [I—II München 1919]).
1729
Lessing født i Kamenz/Oberlausitz.
1730
Christian VI (1699–1746) udråbes til konge.
1733
Stavnsbånd indføres
1734
Det andet guldhorn findes ved Gallehus, Tønder.
1746
Frederik V (1723–1766) udråbes til konge.
1748
Det Kongelige Teater åbner på Kongens Nytorv.
1755
Jordskælv i Lissabon dræber 60.000.
1764
Jens Schielderup Sneedorff død.
1766
Aalborg Stifttidende udkommer første gang.
Christian VII (1749–1808) udråbt til konge.
1767
August Wilhelm Schlegel født i Hannover.
1770
Trykkefrihed indføres indtil censurens genindførelse 20/10 1773.
1771
Struensee ved magten.
Johann Friedrich Struensee, 1771. Schloss Celle.
1779
Lessing: Nathan der Weise.
1781
Kant skriver Kritik der reinen Vernunft. (Kritik af den rene fornuft)
Lessing død i Braunschweig.