Carl Gustaf af Leopold (1756–1829)

Leopold, Karl Gustaf (1809 adlet af L.), sv. Digter, f. 23. Novbr 1756 i Sthlm, d. 9. Novbr 1829 smst. L. var Søn af en Toldkontrolør og kom i Barneaarene til Provinsen (Norrköping, Söderköping, Linköping) og herfra som 17 Aar gl Student til Upsala. L. var baade et lyst Hoved og en flittig ung Mand, der snart røbede stor Belæsthed i de »skønne« Videnskaber og var hjemme i lige Grad i klassiske Autores og filos. Forf. L. samlede første Gang større Opmærksomhed om sit Navn ved en »Ode med anledning af kronprinsens födelse« (1778), der dog blev mødt med en streng Kritik af Sveriges første Smagsdommer Kellgren, som i nogle Aar bragte L. til at tie. Imidlertid stod de to Mænd hinanden nærmere, end maaske nogen af dem tænkte. L. var i Virkeligheden opdraget i samme poetiske Skole som Kellgren, hvad han viste ved de Smaaarbejder, han — hjemvendt fra et Studieophold i Greifswald — henimod 1780’ernes Midte offentliggjorde. Særlig Opsigt vakte hans fire »Erotiska Oden«, Studier efter Catul og andre antikke erotiske Sangere i fr. Smag, elegant og formfuldendt Rokoko-Poesi. Posten som den æstetiserende Gustaf III’s litterære Adjutant, den Kellgren havde forsmaaet, var ledig; formaaende Beskyttere fik stukket L. herind, og det varede ikke længe, inden den smidige og ikke saa uafhængighedslystne L. blev Kongens fortrolige og intime litterære Ven. Mest kendt er det »Skaldebref«, som L. tilegnede sin kgl. Mæcen; i en Blanding af Alvor og Skæmt prises Kongens Sejrsvindinger i formfuldendte Strofer. Med Kongens Død var L.’s Stilling som poetisk Hofmand forbi, men derfor var hans Anseelse paa det sv. Parnas ingenlunde i Dalen. Tværtimod maa det siges, at L. kommer til at staa som den typiske og mest alsidige Repræsentant for Oplysningstidens Poesi i Sverige. Han har mange Strenge paa sin Lyre. Efter Ungdomsaarenes lettere Poesier kaster han sig med Forkærlighed over Læredigtet og betegner det Højdepunkt, hvortil denne Art Digtning kan hæve sig. Hans Læredigte (f. Eks. »Predikaren«, »Försynen«) er tørre, men i formel Henseende ypperlige. De prædiker en beskeden og vemodig Filosofi. Livets Intethed ligger klar for os, men et beskedent Maal af Lykke kan hvert Menneske skabe sig; det gælder at huske paa, at Mennesket ikke er Tingenes Midtpunkt, men at alting er relativt. Denne Resignationsfilosofi er ogsaa karakteristisk for L. som Prosaist. 1792 begyndte han at udgive et Blad »Extraposten«, og her fik han rigelig Lejlighed til at tale den »fornuftige« Poesis Sag over for Folk som Thorild og hans Tilhængere, der med Foragt saa ned paa den nøgterne L., og hvis »Sturm und Drang« til Gengæld var denne inderlig imod. Her tog han ogsaa Ordet for Religionsfrihed og skrev i Oplysningstidens Aand om Fornuft og Udødelighed, smaa Essays, som han senere omformede til større filos. Afh., f. Eks. »Ideer till en populär filosofi öfver Gud och odödligheten« (i Saml. Skr III). »Extraposten« huser ogsaa en meget betydelig Del af L.’s Digte, baade Refleksionsdigte (som »Religionen«, »Vänskapen«, »Förtjänesten«) og enkelte Satirer (som »Byxorna«, »Mina nya rum«) samt landlige Idyller i Voss’ Stil (»Eglé og Annette«). L. er overhovedet litterær Verdensmand: han kan alt, hvad han giver sig i Kast med, han virker altid behageligt og underholdende, men han betager aldrig. Da »Extraposten« efter 3 Aars Forløb gik ind, brugte L. særlig Georg Adlersparre’s Tidsskrift »Läsning i blandade ämner« (1797—1801) som Livorgan. 1800—02 udgav han 3 Bd »Saml. Skrifter«, Digt og Prosa mellem hinanden, der bragte ham baade Ære og Fordel. Thi paa dette Tidspunkt ansaas L. almindeligvis for Sveriges betydeligste Digter. Hans to Tragedier »Oden ell. Asarnes Utvandring« og »Virginia«, udprægede Børn af Frankrigs pseudoklassiske Muse, skattedes af Samtiden som det ypperste i sv. Dramatik. Det var L.’s Held, at han helt igennem — baade som Digter og Moralfilosof — faldt i Traad med sin Samtids Livsanskuelse. L. holdtes ogsaa for at være Tidens første Stilist. Det sv. Akademi benyttede hans Pen og Arbejde for Gennemførelsen af en forbedret Retskrivning (»Akademiens stafningslära«, 1801). Han blev Medlem af Kanslistyrelsen og deltog kraftig i Arbejdet for at skaffe Sverige en tidssvarende Trykkefrihedsordning. L. var i det hele en frisindet Mand, og han nød stor Agtelse fra alle Kanter, undtagen hos de unge Romantikere (»Fosforisterne«), der væltede al deres Uvilje mod den svundne Tid, mod det regelrette, mod den akademiske Smag over paa L., hovedsagelig vel fordi han var den længstlevende af den gamle Skoles Mænd. Da L. som gammel ramtes af den tunge Skæbne at miste sit Syn, blev han, »De skønne Videnskabers Patriark«, sammenlignet med den blinde Sanger »Teiresias«. Og det føltes, som en Tidsalder sank i Graven, da han lukkede sine Øjne. En fuldstændig Udgave af hans »Samlede Skrifter« udkom 1818—31. (Litt.: »Sv. Akad. Handl.«, XXXV).