Frederik 2. (1534–88)
Frederik II, 1534–88, Konge, Søn af Kong Christian III og Dronning Dorothea, blev født 1. Juli 1534 paa Haderslev Slot, 3 Dage før Faderen valgtes til Konge i Danmark. 1536 blev F. udvalgt til Tronfølger under Titel af «Prins af Danmark», men først 1542 efter langvarige Forhandlinger mellem Kongen og Rigsraadet blev han hyldet paa alle Landsting i Danmark. 1548 drog han – første og sidste Gang – til Norge, ledsaget af en Flaade paa 7 Skibe, og hyldedes i Oslo. Derimod opnaaede han ikke Arvehylding i Hertugdømmerne i Faderens Levetid. Efter Hyldingen fik han Titel af «udvalgt Konge».
Forskjellige Indflydelser søgte at gjøre sig gjældende, da der skulde træffes Bestemmelse om den unge Kongesøns Opdragelse og Undervisning. Det med Kongehuset nær beslægtede Hof i Preussen ønskede at faa ham under sin Varetægt, medens det danske Rigsraad krævede Tronfølgeren opdraget i Danmark. Det støttedes heri af den indflydelsesrige Kansler Wolfgang v. Utenhof, hvis Undervisningsplan synes at være bleven fulgt i visse Hovedpunkter. I Følge denne skulde Prinsen have en dansk Hofmester, oplæres i Tysk, Dansk, Fransk og andre Sprog, end videre i Fægtning og ridderlige Øvelser sammen med 10 à 12 unge Adelsmænd, men han skulde fremfor alt opdrages til at blive «en Mand og ikke en Munk i sin Celle». Og saaledes skete det ogsaa. 1541 udnævntes Professor Hans Svaning til Tugtemester og under Opsigt af Moderen, der krævede, at Sønnerne skulde være «under hendes Haand og Tugt» indtil deres 18. Aar, opdroges F. paa Kolding Slot. Lærdommen synes dog ikke at have tynget Undervisningen, thi baade F. selv og hans samtidige Biografer klage over, at det aldrig blev til ret Alvor med Studeringerne.
Da F. fyldte sit 18. Aar, var Studietiden til Ende. Allerede forinden havde han i Lensmanden paa Malmøhus, Eiler Hardenberg, faaet en hæderlig og dygtig Hofmester, og 1554 anviste Kongen ham Malmøhus til Opholdssted. Han kaldes nu jævnlig – dog ikke officielt – Fyrste af Skaane (princeps Scaniæ), og det lille Hof i Malmø samlede snart den glade Ungdom om sig, hvis muntre Liv dannede en skarp Kontrast til den strænge og alvorlige Tone ved Forældrenes Hof. Her stiftede F. Bekjendtskab med den unge Anna Hardenberg, Hofmesterens Broderdatter, og Malmøhus blev Vidne til det trofaste Kjærlighedsforhold, der skulde sætte dybe Mærker i F.s Liv og Karakter. Den halvt selvstændige Stilling, F. indtog paa Malmøhus, blev ogsaa benyttet til at sætte ham ind i Statsstyrelsen. Han drager omkring i Provinsen og holder Retterting, han deltager i Rigsraadets Forhandlinger, han træder i Forbindelse med offentlige Institutioner som Kirken og Universitetet. Endelig udvides hans Synskreds, da han 1557 følger med sin Søster og Svoger, Kurfyrsten af Sachsen, til Tyskland, hvor han opholder sig over et halvt Aar, overværer Kejser Carl V’s Tronfrasigelseshandling i Frankfurt 14. Marts 1558 og knytter talrige Venskabsforbindelser med tyske Fyrster, Adelsmænd og Krigere, af hvilke mange senere bleve indkaldte til Danmark.
Paaskeaften 1558 vendte F. tilbage til Danmark. Han opholdt sig paa Malmøhus, medens Forældrene tilbragte Sommeren og Efteraaret i Jylland. Her ramtes Christian III af et af sine hyppige Sygdomsanfald, der snart tog en farlig Vending. Ilbud paa Ilbud afgaar for at hente Tronarvingen til Faderens Sygeleje, Dronningen skriver de mest indtrængende Breve, og dog lykkes det først F. at naa over til Kolding flere Dage efter, at Faderen allerede har udaandet. Hvad var Grunden til denne tilsyneladende Hjærteløshed fra Sønnens Side? Samtidens Historieskrivere sige, at Modvind var Skyld i Prinsens Forsinkelse; nyere Undersøgelser gjøre det dog sandsynligt, at denne væsentlig skyldtes Prinsens Harme over de Forsøg, der samtidig bleve gjorte paa at berøve ham hans elskede og knytte hende til en anden Mand.
Nu var F. Konge. «Præstekongen» var død og den unge livsglade Mand kommet paa Tronen. Det mærkedes snart, at en anden Aand gik gjennem Styrelsen af Landet, en kraftig og djærv Slaaen til, der stod i den skarpeste Modsætning til Faderens forsigtige Tilbageholdenhed. Ditmarskerkrigen, Indblandingen i Østersølandenes forviklede Forhold, Trusler imod Nord og Syd og endelig Gjenoptagelsen af den gamle Unionspolitik med Syvaarskrigens lange og blodige Skuespil sætte deres Mærke paa den første Del af F.s Regeringstid. De give ogsaa Nøglen til Forstaaelsen af hans Karakter med dens Styrke og dens Svagheder.
F. II var sin Moders udtrykte Billede, den samme statelige og prægtige Skikkelse, den samme livslystne, fyrige og stort anlagte Natur. Som hun vuggede han sig i fantastiske Storhedsdrømme, men ligesom hun manglede han den skabende, ordnende Evne. Hans heftige, koleriske Temperament henrev ham til stærke og lidenskabelige Ytringer, til energiske Handlinger; men han kjørte sig hurtig træt og overgav saa gjærne den øverste Ledelse til andre. Han havde en klar Følelse af sin egen Underlegenhed i Evner og Kundskaber; hvor ofte har han ikke brust op mod Daniel Rantzau, mod Peder Oxe, mod Johan Friis og andre, men dog til sidst endt med at overlade dem hele Arbejdet og Ansvaret. Ved Siden af disse Egenskaber træder frem hos ham en hjærtelig Venlighed og Spøgefuldhed i Omgang, parret med grand Seigneurens Hævden af sin egen Værdighed, det sidste ogsaa utvivlsomt en Arv efter Moderen som saa meget andet i hans Væsen. Renæssancetidens stærke Livslyst og Trang til udadvendt Liv have i F. en fuldblods Repræsentant. Altid er han paa Færde, tumler sig paa Jagten, holder Fester, glæder sig over at gjøre sine Slægtninges og Undersaatters Bryllupper med Pragt og Glans, en dygtig Dranker som saa mange af hans samtidige – den eneste Fejl, hans gejstlige Biografer vide at lægge ham til Last. I Korthed sammentrængt: en djærv, sund og heftig Natur, uden glimrende Evner, men med Kjendskab til sin egen Begrænsning og Sans for at vælge og underordne sig sine Raadgivere.
Syvaarskrigen (1563–70) giver os et klart Billede af Kongens Karakter. Hans store Kongetanke er Sveriges Erobring og Fornyelsen af Unionen. Han begynder da Krigen imod Rigsraadets Vilje, uden tvingende Grunde, selv leder han det første Felttog, men siden holder han sig tilbage og overlader Anførselen til andre. Med enkelte Undtagelser er han heldig i Valget af sine Mænd, en Herluf Trolle, en Daniel Rantzau, en Frands Brockenhuus. Nu overtager han selv den indre Styrelse, men da Vanskeligheder fra alle Sider taarne sig op imod ham, da Pengenøden bliver uoverkommelig, da Misfornøjelsen i Landet stiger, og dunkle Rygter om Oprør dukke frem, kalder han Peder Oxe, den frygtede og hadede, men utvivlsomt dygtigste af Datidens danske Statsmænd tilbage fra Landflygtigheden, og i hans Hænder lægger han hele Ansvaret og Styrelsen. Henimod Krigens Slutning lader han sig forlede af sin heftige Stemning til at true med at nedlægge Regeringen, men det bliver kun ved Trusler, og han opnaar ikke derved nogen Forøgelse af Kongemagten.
I hans private Liv møde vi de samme heftige Tilløb, som ende i Sandet. I saa Henseende er hans Forhold til Anna Hardenberg betegnende. For hendes Skyld kommer han ikke til Faderens Dødsleje; han ophøjer den gamle Eiler Hardenberg til Rigshofmester, men lader ham igjen falde, som det synes i Unaade og paa Grund af hans Modstand mod Kongens Giftermaal med Broderdatteren; imod sin Moder viser han en kold og uvenlig Holdning, thi hos hende tjener Anna, og hun modarbejder Forbindelsen mellem Kongen og hans elskede. Men han vover heller ikke det dristige Skridt at tage Anna til sin Hustru, og endelig falder han til Føje. Efter mange lunkne og utvivlsomt halvt modvillige Forsøg paa at finde en Hustru blandt Evropas Fyrstinder ender han med – som 37aarig Mand – at formæle sig (20. Juli 1572) med sin Fasters Datter, den 15aarige Sophie af Meklenborg. At denne Forbindelse ikke er fremkaldt af Kjærlighed, men at han her har givet efter for sin Slægts Tilskyndelser, turde tydelig fremgaa af den store Forskjel i Alder mellem ham og Sophie og af den pludselige og uventede Maade, hvorpaa Forlovelsen fandt Sted. At Ægteskabet ikke desto mindre blev lykkeligt, skyldes fremfor alt de gode Sider i hans Karakter, hans Troskab og hjærtevindende Venlighed.
Den anden og større Del af F. II’s Regeringstid, fra 1571 til hans Død 1588, er som bekjendt et smukt Tidsrum i Danmarks Historie. Krigens Saar læges hurtig, en uafbrudt Fred frembringer Blomstring i alle Retninger. Har Kongen end maattet opgive sin stolteste Drøm, at forene de 3 nordiske Riger, saa lykkes det ham dog nu at skaffe sit Land en Prestige, som synes at skulle virkeliggjøre Forhaabninger om Danmarks Herredømme paa Østersøen og de nordiske Have. Danske Flaader holde Farvandene rene, og fremmede Skibe sænke Topsejlet for danske Krigsskibe, «Herren af Østersøen» til Ære. Ogsaa i det indre er Kongemagten i stadig Stigen. Den under Christian III begyndte monarkiske Styrelse fortsættes under F. II paa Lensvæsenets Omraade og ved en stadig større Udvidelse af Kronens finansielle Omraade, saa at Finanstilstanden ved Slutningen af F. II’s Regering er særdeles god. Et klogt Maadehold præger denne Del af Kongens Regeringstid. Skyldes det Alderen, eller skyldes det Paavirkning af kloge og dygtige Raadgivere som Peder Oxe, Niels Kaas og Christoffer Valkendorf? Sandsynligheden er størst for det sidste, thi Kongens Sind er lige saa kolerisk som før, hans Tilbøjeligheder de samme, de heftige Ord flyde lige saa let fra Læberne og i Pennen som før. Men Krigen og dens Ulykker havde dog givet en Erfaring, som ikke kunde blive uden Betydning, og med sand Deltagelse følger man den ædle, i Bunden sundt og rettænkende Mand, naar han skjærmer sit Land mod «Theologernes Rasen» ved med egen Haand at opbrænde Konkordieformelen og ikke lader sig forlede til at blande sig og sit Land ind i Tidens blodige Religionskampe.
En grand Seigneur er F. II i sit Forhold til Videnskab og Kunst. Han, som selv klager over sin Mangel paa Kundskaber, øser – selv i Krigens haardeste Tid – ud med begge Hænder, naar det gjælder at understøtte Højskolen eller dygtige Videnskabsmænd som Tyge Brahe, Anders Sørensen Vedel og andre. Kommunitetet er hans Værk, Vidunderborgen ved Indgangen til Øresundet skyldes hans Sans for det storladne og skjønne, ligesom Frederiksborg er knyttet til hans Navn og hans Glæder.
F. II døde Skærtorsdag 4. April 1588 paa Antvorskov Slot efter kort Tids Sygeleje paa Rejsen fra Haderslev til Kjøbenhavn. Hans Død i en Alder af kun 54 Aar vakte almindelig Landesorg. Vor sidste Folkevise er knyttet til hans Minde:
eller
Han blev begravet i Roskilde Domkirke 5. Avg. 1588 i Christian I’s Kapel, hvor et pragtfuldt Monument rejstes ham af hans Søn. Den tyske Hofprædikant Christoffer Knoff holdt Mindetalen over hans Grav, medens Anders Sørensen Vedel samme Dag i Ribe Domkirke paa Dansk gav Sorgen over den saa tidlig bortrevne Konge et smukt Udtryk. Med sin Hustru Sophie havde F. 3 Sønner og 4 Døtre, Elisabeth (f. 1573), Anna (f. 1574), Christian (f. 1577), Ulrik (f. 1578), Augusta (f. 1580), Hedevig (f. 1581) og Hans (f. 1583).
Resen, Frederich II’s Krønicke, 1680. Bricka, Frederik II’s Ungdomskjærlighed, 1873. Museum 1891, I, 31 ff.
1534
Frederik 2. født i Haderslevhus.
1536
Reformationen i Danmark og middelalderen slutter.
Skipper Clement henrettes i Viborg.
1546
Pest i København.
1550
Christian 3.s danske bibel udkommer.
1553
François Rabelais død i Paris.
1559
Frederik 2. (1534–1588) udråbes til konge over Danmark-Norge.
1571
Enkedronning Dorothea af Danmark-Norge død. (født 1511)
1572
En supernova iagttages af Tycho Brahe; herom hans De nova stella, 1573.
1582
Den gregorianske kalender indføres i de katolske lande.
1583
Pest i Danmark dræber 9.000 mennesker.
1588
Frederik 2. død i Antvorskov Kloster.