Christian 5. (1646–99)

Christian V, 1646–99, Konge, var Søn af Frederik III og Sophie Amalie, Prinsesse af Brunsvig-Lyneborg. Han var født 15. April 1646. Som Kronprins modtog han paa sin Faders Vegne Arvehyldingen af de norske Stænder i Christiania 5. Avg.1661. Snart efter rejste han udenlands fra 29. Maj 1662 til 16. Avg. 1663, i det han til Rejseledsager havde sin Hofmester Christoffer Parsberg. Rejsen gik over Holland til England, Frankrig og tilbage igjennem Tyskland. Han, den unge Arving til en Enevoldstrone, havde paa denne Rejse rig Lejlighed til at se Enevælden i al dens Herlighed ved Ludvig XIV’s Hof. Derimod kom han som Kronprins ikke til at tage Del i Regeringssagerne, selv om det siden 1664 var ham tilladt at overvære Forhandlingerne i Statskollegiet. Først kort Tid førend han blev Konge, blev han taget med i Konseillet og i Højesteret. Det var, medens han var Kronprins, at han (25. Juni 1667) ægtede Charlotte Amalie (s. ovfr. S. 440). Konge blev han ved Faderens Død 9. Febr. 1670, og han var den første, der besteg Tronen som Enevoldskonge. Derfor blev der ogsaa ved hans Kroning indført et nyt Ceremoniel og nye Regalier.

C. havde visse Egenskaber, der gjorde ham vel skikket til at vinde den Folkeyndest, som for den unge Enevælde maatte have stor Betydning. Uagtet han nærmest maa siges at have været en styg Mand, gav hans Dygtighed i ridderlige Idrætter ham en ydre heldig Optræden, naar han færdedes i det frie. Faa kunde overgaa ham i Ridefærdighed, som han gav Folk rig Lejlighed til at beundre ved de prægtige Karousselridt, han jævnlig lod finde Sted i Kjøbenhavn. Det var ogsaa vel kjendt, at han havde stor personlig Tapperhed og forstod at bruge en Pallask saa godt som nogen i hans Garde. Men vigtigere var det milde, venlige, der var ved hans Personlighed. Man vidste at fortælle Træk af Godmodighed og Velgjørenhed fra hans Side, snart imod Soldaterne, snart imod andre af hans Undersaatter. Det er som et Vidnesbyrd om, hvor godt derfor Forholdet blev imellem ham og det kjøbenhavnske Borgerskab, senere blevet fortalt, at tit, naar han red igjennem Gaderne, stode Borgerne ved de aabne Vinduer med Glas i Haanden og drak hans Skaal. Ogsaa i Norge forstod han under sin Rejse der i Landet (1685) at vinde Stemningen saaledes for sig, at hans Minde var elsket deroppe endnu højt op i det 18. Aarhundrede.

Regeringskollegiernes Aktstykker og Protokoller stadfæste Rigtigheden af det Billede, Overleveringen har fastslaaet af C. som den venlige, godmodige Mand. Næsten aldrig træffer man et Andragende om Eftergivelse af en eller anden Skatterestance eller af Gjæld til Staten, uden at han bevilgede det, lige godt, hvad enten det kom fra Godsejere, Bønder eller Enker, Kommuner eller Stiftelser. Det var ham, synes det, umuligt at sige Nej til dem, der henvendte sig til hans gode Hjærte. Rentekammeret kunde længe nok fraraade slige Eftergivelser, han tilstod dem alligevel. Og naar han jævnlig er bleven fremstillet som en Mand, tysk af Tale og Tænkesæt, der som saadan stod sit danske og norske Folk fjærn, da har det vist sig, at her vare Sigtelserne i høj Grad uhjemlede. Han var fra Barn opdraget til at tale Dansk, han har baade for det meste skrevet sine Dagbøger paa Dansk, og det er i dette Sprog, han i sine Testamenter har rettet Formaninger til sine Efterfølgere. Med ikke mindre Uret har man stemplet ham som særlig Adelskonge. Ikke blot Griffenfeld, men adskillige andre af hans vigtigste Embedsmænd vare af borgerlig Byrd, og han formanede udtrykkelig sine Efterfølgere til ikke «at binde Bestillinger og Charger til adelig Naissance, Blod og Byrd», men at aabne Vejen til dem for alle tro Undersaatter «efter Meriter og Kapaciteten».

Kong C. havde fra sin Fader arvet høje Tanker om, hvilket «uskatteligt» Klenodie Enevoldsmagten var, og han indskærpede i sine saakaldte Testamenter sine Arvesuccessorer nøje at vaage derover og derfor at holde Mænd af den gamle danske Adel borte fra forskjellige Stillinger; men han saa ikke paa Enevælden som blot et gode, han havde ogsaa høje Tanker om det Arbejde, den krævede af ham selv. Herved tænkes ikke paa hans Deltagelse i Feltlivet under den Skaanske Krig eller, naar han holdt Øvelser med Soldater. Krigersk Sysselsættelse og Soldaterexercits vare for hin Tids Fyrster kun alt for tit en Yndlingssport. Men det har Værd at se hans Arbejde med den daglige Statsstyrelse. Ingen kan gjennemgaa hans Dagregistre eller de haandskrevne Optegnelser af ham, der endnu haves, uden at faa Indtryk af, at baade de udenrigske, militære og finansielle Sager optoge ham stærkt. I flere Aar har han omtrent Dag for Dag ført Bog over, hvilke Overvejelser han havde taget Del i, og hvilke Beslutninger han havde truffet, snart om den ene, snart om den anden Sag paa disse Omraader. Man ser ham jævnlig optegne sine Tanker om Forholdet til udenlandske Magter, han nedskriver Rækker af Spørgsmaal, som han vil forelægge sine Ministre til Overvejelse, han arbejder personlig med ved Fastsættelse af Reglementer for Udgifter, han er idelig optagen af Tanken om, hvorledes Indtægterne kunne bringes til at dække Udgifterne, og han gjør alskens Uddrag af Regnskaber og Budgetter, ligesom han ogsaa skriver egenhændige Ordrer til Generaler og selv har udarbejdet Instrux for sin Søn Kronprinsen, da denne skulde rejse til Udlandet.

Men denne i mange Stykker brave og elskværdige Mand var dog langtfra nogen betydelig Konge. Hans Aandsevner vare kun meget jævne, og hvad enten Grunden laa deri eller i mangelfuld Undervisning, vare hans Kundskaber ikke store, hans Synskreds var snæver, og det fattedes ham i høj Grad paa dybere aandelige Interesser. Ved en Hofmaskerade 1693, hvor enhver af Deltagerne bestemte sin Dragt efter de Sysler, han holdt mest af, valgte C. Betegnelser for Jagt, Elskov, Krigs- og Søvæsen. Hvor uretfærdigt det end er, naar man har overset hans virksomme Arbejde i Statsstyrelsen og skildret ham som en slet og ret forlystelsessyg Mand, saa var det højst uheldigt, at han ikke kjendte til ædlere Fornøjelser end den at ride en halv Snes Heste trætte om Dagen eller at tumle sig paa de raa Parforcejagter, som han har den tvivlsomme Ære at have gjort yndede her i Landet. Det blev forunderlig nok et Spark af en Hjort, han ved en saadan Jagt gav Dødsstødet, der kom til at fremskynde hans Død. Han var ikke egentlig Lækkermund og ej heller drikfældig; men han kunde spise over al Maade, og han holdt som adskillige af Datidens tyske Fyrster af undertiden at kige for dybt i Glasset. Det er et alt andet end tiltalende Indtryk, man faar af Fortællingerne om de Drikkelag, han tog Del i, og som endte med, at de fleste af Deltagerne vare døddrukne. Det var disse Sider af hans Liv, der knyttede stærke Baand imellem ham og hans tvende Yndlinger, Overjægermesteren Vincents Hahn og Overkammerjunkeren A. L. Knuth, to fødte Meklenborgere, af hvilke den første var haardhjærtet, uelskværdig og egennyttig, den sidste vistnok et langt bedre Menneske, men saare ubetydelig. Endnu mere frastødende var det dog, at han, ogsaa ganske efter sin Tids Fyrstemode, havde en formelig «Maitresse en titre», nemlig Grevinden af Samsø, Sophie Amalie Moth, som alle og enhver vidste, at han langt foretrak for sin Dronning. Selv om intet er bevist af, hvad Rygtet har fortalt om hendes uheldige Indflydelse paa ham, f. Ex. med Hensyn til hans Behandling af Griffenfeld, og om man end i høj Grad har overdrevet den Ødselhed, C. skulde have vist ved sine Gaver til hende, var Forholdet baade i og for sig forargeligt, og han skjænkede sine Sønner med hende, Christian Gyldenløve og Ulrik Christian Gyldenløve, Begunstigelser, som ikke passede til Statens Tarv.

Men dette saa vel som hans Forhold til hans nys nævnte Yndlinger hang ogsaa sammen med en anden alvorlig Mangel i hans Personlighed. Han var en svag Karakter. Vistnok vil man ikke kunne frakjende ham i sin ydre Politik at have arbejdet vedholdende efter det Maal at bringe den gottorpske Del af Slesvig tilbage under Kronen; men lige saa lidt som han formaaede paa den udenrigske Politiks Omraade selv at være den overlegent styrende, lige saa lidt formaaede han selvstændig at træffe sit Valg af en fremragende Raadgiver og saa trofast at holde fast ved ham, blot tænkende paa, hvad der var til Gavn for hans Riger. Da han havde haft den Lykke fra sin Fader at arve en saa eminent politisk Raadgiver som Griffenfeld, saa fulgte han ham vel en Tid med Beundring og Tillid og hævede ham fra den ene Værdighed til den anden; men kløgtige Fjender af Statsmanden forstode snildt at benytte sig af det uforsigtige og overmodige i dennes Færd til at ophidse Kongens Forfængelighed som Hersker og at faa ham til i Griffenfeld at se den, der frækt søgte at ville raade selv i Steden for at være en stor Konges ydmyge Tjener. Saa kastede han ham fra sig og lod ham hentæres i det ensomme Fængsel paa Munkholm.

Det fortælles, at C. som lille Barn, da han blev holdt over Daaben af sin Bedstefader Christian IV, havde grebet dennes Haand fast, og at den gamle Konge da havde sagt: «Vil du trykke Svensken saa, som du har trykket min Haand, saa faar han Skam». Ganske sikkert fattedes det ham senere som Konge ikke paa Lyst dertil. Det naturlige Ønske at gjenvinde de tabte danske Lande øst for Sundet næredes af den Kjærlighed til krigerske Bedrifter, som han havde til fælles med saa mange af Datidens Fyrster. Opfyldt af slige Stemninger var han ulige hidsigere efter at kaste sig ind i den Skaanske Krig (1675–79), end den forsigtige, beregnende Griffenfeld fandt rigtigt. Naturligvis vilde han da ogsaa selv være med i Krigen, og han tog baade Del i Wismars Belejring og Erobring 1675 og i Felttogene i Skaane de følgende Aar. I Slagene ved Lund og Landskrone kæmpede han personlig alvorlig med. Men skjønt han kunde gjøre Fyldest som en flink Rytterofficer, saa havde han intet Feltherretalent, og det vankelmodige, svage i hans Karakter traadte tydelig frem. Efter at han havde aabnet Slaget ved Lund (1676) med et alt for hidsigt Rytterangreb, viste han ikke siden under Slaget Fasthed i Viljen til at holde ud til det sidste, men forlod uheldigvis Kampen, inden den var endt. Endnu værre var det dog, at han ikke havde Klarsyn eller Selvstændighed nok til at holde paa den talentfulde Overgeneral, Hæren havde i Hertugen af Pløen, men faa Dage førend det kom til Slaget ved Lund, ved Hofmandsrænker lod sig bevæge til at afskedige ham. Det kom til at svie til ham selv og Hæren.

Efter Griffenfelds Fald udtalte C. som en anden Ludvig XIV med Selvfølelse, at han var sin egen Premierminister, og det havde været godt, om han havde kunnet være det, thi der var blandt Statens højere Embedsmænd fortræffelige Kræfter, der under en begavet Konges Ledelse kunde have gjort ypperlig Fyldest, Mænd som Frederik Ahlefeldt, Michael Vibe, v. Støcken, Jens Juel, Moth, Plessen, Jessen o. a.; men i Steden for at være den virkelig styrende stod han uden Fodfæste imellem sine forskjellige Raadgivere, der idelig laa i en indre Splid, som kun var til liden Baade for Land og Rige. Især i hans sidste Regeringsaar traadte dette stærkt frem.

Ingen kan nægte, at der under C. V skete vigtige Skridt til at udvikle den indre Styrelse i Danmark og Norge, lige saa lidt, at der knytter sig hæderlige Minder til hans Regeringstid. Det vilde fremdeles være ubilligt at nægte, at der baade i Rigernes indre Tilstande og i deres ydre Stilling laa store Vanskeligheder; men naar Staten under ham kun gik saare lidt frem i materiel og national Kraft, naar den i Udenrigspolitikken baade ved den skaanske Krig og bag efter ved Stridighederne med Gottorp led Skibbrud, bære Mangler i C.s Personlighed ubestridelig en Del af Skylden derfor.

Han døde 25. Avg. 1699. Af ægtefødte Børn efterlod han sig foruden Frederik IV, der fulgte ham paa Tronen, Datteren Sophie Hedevig og Sønnerne Carl (s. ovfr. S. 358) og Vilhelm, hvilken sidste allerede døde 1705, 18 Aar gammel.

Nyt hist. Tidsskr. I—II. Aarsberetn. fra Geh. Archivet VI—VII. K. Christian V’s Testamenter, udg. ved Worsaae, 1860.