Vilhelm Birkedal (1809–92)

Birkedal, Schøller Parelius Vilhelm, 1809–92, Præst og Forfatter. F. 7. Dec. 1809 P Aalebækgaard, Møen, d. 26. Juli 1892 i Gentofte, begr. i Ryslinge.

Hjemmet paa Aalebækgaard var idyllisk, rent og fromt, men ikke stærkt religiøst præget. Faderen var fuld af Livslyst og Lystighed, med digteriske Stemninger. Moderen havde vaagen Sans for Naturskønhed og vakte tidlig hos Børnene Forstaaelsen af den vidunderlige Natur, Skoven, Klinten, Havet, der omgav dem. Drengen Vilhelms Fantasi- og Følelsesliv udvikledes stærkt under denne Paavirkning og Friluftsopdragelse og næredes yderligere ved den poetiske Undervisning, som en Morbroder, Overkrigskommissær Meyer, gav. Han var en Særling, men evnede at aabne Drengens Øjne for Oehlenschlägers Digtning og Holbergs Vid. Til sit trettende Aar opholdt Birkedal sig hos sin Moder, der allerede 1819 var blevet Enke; men hen imod Konfirmationstiden kom han i Huset hos en Slægtning i Ringsted, og efter Konfirmationen blev han sendt til Aarhus, hvor en ældre Broder var Læge. 1824 bragte denne ham til Kbh. for at sætte ham i Lære paa Kong Salomons Apotek, men denne Virksomhed tiltalte ikke den livlige Dreng. Efter seks Dages Forløb meddelte han sin Broder, at han vilde til Grækenland for at tage Del i den græske Frihedskamp. Ved Lægen H. B. Grams Mellemkomst lykkedes det dog at bringe den femtenaars Knøs til at opgive sine krigerske Planer, og ved Grams og Professor og Hofkirurg C. Fengers Hjælp fik han Plads i den christianshavnske Borgerdydskole. Der havde han de senere Præster P. A. Fenger, Kaikar, J. C. Lindberg og L. C. Muller til Lærere, og især den førstes Religionstimer blev af stor Betydning for hans indre Liv. I dem »ringede det første Gang til Kirke« for ham.

Efter 1829 at være blevet Student førte han et fortroligt Samliv med en Kreds af opvakte unge Mænd, for hvem »Digtning, Fædrelandet og Friheden var lysende Stjerner«. Foruden hans Skolekammerater C. Hall, C. E. Fenger og J. V. Bloch hørte bl. a. D. G. Monrad og Grev F. M. Knuth til dette »Selskab uden Navn«. Birkedal havde besluttet at studere Teologi, men han fandt kun liden Tilfredsstillelse ved Universitetets Vejledning. »Ej en eneste Gnist — blev kastet mig i Sjælen, i fire Aar for vist«, klager han siden i sin rimede »Livsførelse«. Dog blev Sibberns og Oehlenschlägers Forelæsninger ham til stor Hjælp i hans Ungdoms Brydningstid med Modsætningen mellem Ideal og Virkelighed, han havde stort Udbytte af Martensens Manuduktion, og ved Mynsters Prædikener »ringede det anden Gang til Kirke« for ham. Da han 1834 havde taget Embedseksamen, tilbragte han nogle Kandidataar som Lærer paa Landet og i Hovedstaden, indtil han 1837 blev kaldet til Ringkøbing som Kateket og Førstelærer ved Borgerskolen.

Da Birkedal rejste til Ringkøbing, var han en Discipel af Mynster. Han siger om denne, at han ikke blot berigede Tanken, men at han ogsaa »forstod at finde Hjertet«. Alligevel var endnu kun Tanken, men ikke Hjertet i ham blevet kristnet ret. Mynsters og Oehlenschlägers Paavirkning sporedes altid siden i hans Tale. Under Udøvelsen af Præstegerningen og især gennem Indflydelse af en Nabopræst (Hassenfeldt i Velling) kom han nærmere og nærmere til den Grundtvig’ske Kristendomsopfattelse. Birkedal har i en Artikelrække 1852 i »Dansk Kirketidende« skildret sin Præsteven i Velling og derigennem tillige, hvorledes den kirkelige Anskuelse klaredes for ham og blev hans egen. Allerede i hans Barndom havde Grundtvigs »Roskilde-Rim« gjort et stærkt Indtryk paa ham; i Skoleaarene havde han jævnlig hørt Grundtvig prædike i Frelsers Kirke, og »uden at forstaa noget af Vidnesbyrdet, der lød«, havde han følt »sig ombruset af en mægtig Aandsstrømning«. I en modnere Alder var han oftere Grundtvigs Tilhører i Frederiks Kirke, men endnu 1839, da han i et Skrift om »Stænderforhandlingerne i Roskilde angaaende Sognebaandets Løsning« tog Grundtvig, Lindberg og de sjællandske Præster i Forsvar mod de bitre Domme, der var fældet over dem i Stændersalen, især af Mynster, fralagde han sig ethvert Discipelforhold til Grundtvig. Samme Aar gjorde han imidlertid en Rejse til den Del af Sydsjælland, som Mynster spottende kaldte »Det hellige Land«, og paa denne traadte han i nøje Forhold til den sjællandske Vækkelse og især til flere af Grundtvigs Venner, der var Ledere af de vakte Kredse.

Under smaa og tarvelige Forhold i Ringkøbing havde Fru Birkedal Brug for sine fremragende Evner til at afpasse Hjemmets Liv efter Vilkaarene og følge det Kald, hun følte til at værne sin ikke videre praktiske eller økonomiske Mand. Hun forstod ogsaa at staa ham bi i de aandelige Kampe, han maatte igennem, da han 1840 ombyttede Kateketembedet i Ringkøbing med en mere selvstændig Virksomhed som Sognepræst for Sønder Omme og Hoven Menigheder. Hans Navn blev nu kendt i videre Kredse. Forskellige Indlæg i Dagens Stridigheder røbede hans Slagfærdighed og hans brændende Nidkærhed, og flere Prædikener, bl. a. Begyndelsen af den ypperlige Postil »Synd og Naade« (1848–49), viste hans sjældne Gaver som Prædikant og hans kristelige Alvor. 1849 blev han kaldet til Sognepræst i Ryslinge, og der fik han en stadig voksende Indflydelse paa en stor Kreds af det fynske Kirkefolk. Langvejs fra strømmede man til Ryslinge Kirke for at glæde sig over Birkedals vækkende Prædikener, hvis Indhold i stigende Grad lagde for Dagen, at Prædikanten var blevet Grundtvigs Discipel, paa samme Tid som deres Form viste, at han ogsaa skyldte Oehlenschläger og Ingemann meget. Birkedals Styrke som Taler var en smeltende Varme. Hans Kristendomsforkyndelse havde en ejendommelig Baggrund af Frihedssans og Fædrelandskærlighed, og baade i hans Prædikener og Foredrag, der foreligger i flere »folkelige Julegaver«, mærkede man Romantikkens Aandepust.

I seksten Aar udfoldede Birkedal som Præst i Ryslinge en betydelig Virksomhed i den kristelige og folkelige Vækkelses Tjeneste. Ved sin Deltagelse i Striden med Provst Hald i Lumby om udensogns Præsters Adgang til Sognekirken bidrog Birkedal til Sognebaandets Løsning. 1864–66 var han Medlem af Rigsraadets Folketing. Det var Ønsket om »at vidne ud af sit danske Hjerte«, der havde bragt ham til at søge Valg; og kun ved Forhandlingen om de to store Sager, Fredsslutningen og Grundlovsforandringen, tog han Ordet i længere Foredrag. Da Fredsslutningen i Nov. 1864 forelaa til endelig Afgørelse, udtalte han »et varmt og kærligt Nej til Danmarks Dødsdom«, og under Kampen om Forfatningsforandringen brød han gentagne Gange en Lanse for den gamle Grundlov. Da han i Sommeren 1864 vendte hjem fra Rigsraadets første Samling, sluttede han en Søndag den sædvanlige Kirkebøn med Ordene: »Gud give Kongen et dansk Hjerte, om det er muligt«. Nogle i Sognet indkvarterede Artillerister meddelte dette til deres Kaptajn, og der blev indledet en Undersøgelse. Denne førte dog foreløbig kun til, at Birkedal i en Erklæring til Provst og Biskop forklarede det Udtryk, han havde brugt. Men da han i en Rigsraadstale 2. Sept. 1865 havde rettet et skarpt Angreb paa Ministeriet og dets Politik, fik han 22. samme Maaned sin Afsked. En stor Del af Sognemenigheden i Ryslinge vilde imidlertid ikke skilles fra ham, og han vedblev at holde Gudstjenester, først i private Huse, senere i en Lade ved Boltinggaard i Ringe Sogn, og 8. Aug. 1866 indviedes en Kirke, som hans frie Menighed havde ladet bygge i Ryslinge. Forholdene i Birkedals gamle Sogn vakte flere Steder i Landet et levende Ønske om at tilvejebringe en Lov, der, ved at tillade Dannelsen af Frimenigheder inden for Folkekirken, kunde bevare Forbindelsen mellem Birkedals Kreds og den danske Folkekirke, og efter mange Kampe paa og uden for Rigsdagen gennemførtes Valgmenighedsloven af 15. Maj 1868. I Kraft af denne anerkendtes den frie Menighed, der havde samlet sig om Nasaretkirken i Ryslinge, som en Valgmenighed inden for Folkekirken og Birkedal som dens Præst.

I de følgende Aar fortsatte Birkedal ogsaa sit Arbejde for den folkelige Vækkelse, og Sønderjyderne og Forsvarssagen havde i ham en djærv og utrættelig Talsmand. Da det var blevet forbudt danske Præster at prædike i Sønderjylland, ordinerede Birkedal 30. Juli 1874 paa Askov Folkehøjskole Cornelius Appel fra Rødding (s. d.) til Fripræst for nogle af den preussiske Statskirke udtraadte Sønderjyder. Dette Skridt gav Anledning til en Provsteretssag, som endte med, at Højesteret (18. April 1877) idømte Birkedal og de andre præstelige Deltagere i Ordinationen en Bøde.

Som Politiker havde Birkedal hørt til det nationale Venstre, men efter at dette var gaaet op i Det forenede Venstre, var han ofte misfornøjet med Partiets Holdning. For at modarbejde den i hans Øjne for Folk og Fædreland fordærvelige Politik, som Venstrepartiet fulgte, stillede han sig gentagne Gange til Folketinget som Høgsbros Modkandidat, men han opnaaede ikke Valg. Derimod fik han Lejlighed til i Tale og Skrift at gøre Indsigelse imod de Skridt fra Venstres Side, som han misbilligede, og i flere djærve Smaaskrifter foreholdt han sine Venner deres Forsømmelser og Forsyndelser. Hans uforbeholdne Optræden mod det, der efter hans Mening var forkasteligt, bragte ham ogsaa lidt efter lidt i stærk Modsætning til en stor Del af hans egen Valgmenighed, som billigede Det forenede Venstres Politik; men til Trods for den politiske Uenighed holdt det kirkelige Samfundsbaand. Efter nogle Aars Forløb fandt Birkedal det dog rigtigst af Hensyn til sin høje Alder, og fordi han i sin Kapellan Karl Povlsen havde en god Efterfølger, at skilles fra den Kreds, for hvilken han i en lang Række af Aar havde været saa meget, og han tog da (1885) Afsked med sin Valgmenighed. Siden boede han paa Vældegaard Højskole i Gentofte, i hvis Forsamlingssal der een Søndag hver Maaned samledes en stor Kreds fra Hovedstaden og Landet om den gamle Præsts Prædikestol; Birkedal tog ogsaa efter Nedlæggelsen af sin Præstegerning Del i Drøftelsen af kirkelige og nationale Spørgsmaal.

Af hans rige Forfattervirksomhed maa det her være nok, foruden Postillen »Synd og Naade« (1848–49, 6. Opl. 1883) at nævne hans anden Postil »Naadens Sorg og Sorgens Naade« (1855–57) og hans »Daglig Husandagt til Oplysning og Opbyggelse for troende og døbte« (1860, 5. Opl. 1900), der har fundet stor Udbredelse i hele Norden. Ogsaa som Digter har Birkedal forsøgt sig, og som saadan er han bedst kendt ved sin Missionssalme »O Herre Krist! din Stjerne staar« og Fortællingen »Kirkeklokkeklangen i den norske Dal« (1869, 12. Opl. 1913). I sine sidste Aar fuldførte Birkedal i tre Bind sine »Personlige Oplevelser i et langt Liv« (1890–91), et ejendommeligt, stærkt personligt Arbejde.