Kalliope
→
Dichter
→
Gustaf Munch-Petersen
→
Gedichtanfänge
Gustaf Munch-Petersen
(1912–38)
Werke
Gedichttitel
Gedichtanfänge
Verweise
Biografie
Søg
Alle Gedichte von Gustaf Munch-Petersen auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.
4
4 mænd med aabne skjorter
A
ad hemmelige røgstier
alle sang
alting ved mennesker
alt legemligt
antilopen vender sine store øjne ud i natten
at tegne arabesker af ord
aah aah, kan
B
bare for at binde mig
barhovedet fiskede jeg langs klipperne
brødre i livets taager
D
da jeg var ti aar
da vi var tyve aar
de grønne blade blir gule
de hundrede mand
den graa jærnseng
der er dem
de røde sole blir smaa og fjerne
det er ikke saadan
det er liv
det er som om
det er til jer
det regner — regner
det siger jeg bare
det var ikke gud
det var morgen
de vogtede geder
dig tør jeg ikke elske
din bitterhed
din brænding naar
dine boder mellem gadelygterne
din stille latter
dronningen af den
du bønfalder
duen strejfede
du er en lille jumbe
du klarøjede
du min lille pige
du venter paa natten
død findes ikke og livet venter
døende laa den lille
E
elisabets sjæl
ellen ikke var det meningen
en dag fandt vi os
en draabe i skoven vil forme alt i sit billed
en fremmed stjernetaage
engang blev du skræmt
en hvid bugnende snesky
en hvid ugle
en makrelstime er en regn
en søndag morgen
F
firkantet kvinde
fløjt klingende din vise om en gylden dag
fra barakkerne
fra faa, men fjerne lyse kyster
fremmed vind spredte
G
gennem denne nat
goldhedens busk paa
grøn gylden røg sejler fra fredens havanna
gudebarn, som jeg elsker
H
han blev fundet under citrontræerne
han gaar og sparker
han vaklede
hun venter
hvad skriger du for
hvis jeg havde en hjærne
hvorfor er det ikke
hvorfor vi lever
hvor jeg hader
hvor kan jeg gemme mig
hør
I
i dag er det en lykkelig dag
i fortvivlelse
i glødende the fra
i hvide kapper
ikke den tanke
i middagssolen
ingen er sin egen
i, som kuede jeres munde
i, som sidder
i vintermorgens sorte mørke
i aarets gule blomst
J
jeg arbejder ikke
jeg bager store og haarde brød
jeg blev ikke det, i ventede
jeg elsker de gamle
jeg elsker dig ikke
jeg er et barn
jeg er kun menneske
jeg er stigende
jeg har draaber
jeg har en sjæl
jeg har fundet
jeg har to frakker
jeg havde set saa meget stort og højt
jeg klagede
jeg kom til den by
jeg mærker din nærhed, o Herre
jeg sang til min kære
jeg sidder og læser — af og til ser jeg op — mine tanker
jeg synes, de fleste er kloge
jeg saa dig give
jeg vaklede rundt i mørke
jeg var kongen
jeg vil bygge mig et hus
K
kære
L
lad mine ører i fred
lille guldhaarssøster
lille kære broder Søren, lad dog ikke
livet
lykken, siger menneskene
M
magter, som styrer himlen og jorden
mand og kvinde
man kan høre det henne paa gaden
med haarde støvlejærn
menneske — om du er stærk, og din stemme høres af mange
min barndoms klipper er bare og hede
min elskede er skøn
min Elskede
mine aabne øjne
min fader har altid hadet mig
my infinite world is
mørke ansigter rundt omkring
mørkerøde blomst
N
nu — nu
naar du ikke
O
o, havn
oktober regn-storm pisker fra land
oktobers horisont
om natten tvivler vi
ordene rakte sig
ord
o stor lykke
P
præstinde
paa dit skarpe tuberkuløse ansigt
paa himlens dybe
paa nattens fane flammer min lyre
paa vejen blev
R
regnen kom
regngraa stormvind
rocky souls on the way, where
S
salvatore bambara var en god mand
sammenkrøbet sidder havet
sandhed
selv naar det er stille
se solen, solen
shojo
skønne unge mand
sneen ligger
snæver er bjærgets spids
solens sendags-skraa spyd
som nyfødte børns fødder
sorthvide maager
stien, bagt over guds tunge
stille regn falder
stormene buldrer
stormfuglen har aldrig taget et vingetag
støvglitrende en fod i solen
staaende paa timetervippen
staal — nej haardere
svag og god er du
saa stille
saa underlige farver
T
tro ikke
tunge, store, vuggende med tynde, frysende frakker
U
under BAAL’s Tempel
usynlig — straalende favner min væren
V
verdens største kærlighed
viben skriger
vi forstod intet
vi kører syv hundrede læs malm om dagen
vi lagde vore garn og kroge
vilde til stjernerne op
vi leved’ i dage
vi saa ham falde
vi vandrer frem
vore nætter
Ø
østenstormen klemmer
