Johannes Dam (1866–1926)

Alle Gedichte von Johannes Dam auf Kalliope, alphabetisch nach Titel geordnet.

A

Af Kalke gør man Sværd og Hjælme her

Ak sig mig, Amor, hvis saa hjærtensgod

Alt, som fødes, Døden naar

Alverdens store Ophav skabte alt

D

Den Dag, mit Hjærte bort fra dig sig vender

Den, som om Natten rider, Nøder driver

Det største Maal, en Kunstner har sig stillet

De tusend Raad forsøger jeg i Blinde

Dig ser jeg kun tilfreds, naar jeg maa lide

Dit Ansigts Sødme Honnings overgaar

Du, Herre, som jeg selv maa jo forstaa

Du ædle Aand, hvis indre Væsen nøje

E

Et herligt Lys, skjult for mit sløve Øje

F

Fly Elskov, I som elske, fly dens Brand

Fornuften klager og bebrejder mig

Fra Himlen kom han, og endnu i Live

Før nogen dræbe sig i Troen paa

G

Giovanni Strozzi om Buonarrotis „Natten”

Gør Hjærtets Lykke skønt et Ansigt gærne

H

Her sidder jeg som Marven i en Pind

Her var det, hendes Skønheds Trylleri

Hvem kan saa modstandsløs mig mod dig drage

Hvert Blik, du ødsel skænker

Hvis Blikket aabner ind til Hjærtet Vej

Hvis Aanden lever først, som den jo gør

Hvor dybt til Jord end knuget er mit Hjærte

Hvor skal jeg vinde Mod

Hvor var jeg glad og tryg i svundne Aar

I

Ifald jeg havde troet, da først jeg saa

I Salige, som nu i Himlen faar

J

Jeg har dig købt, skønt Gavens Pris var stor

Jeg ser i dine skønne Øjne to

Jeg ser og hører det af mig, som bor

Jeg skulde tro, at var af Sten du end

L

Langt mindre grufuld er den bratte Død

Lyksalig er den Krans af Blomster smaa

M

Med Muldyr, Sukkertop og Kærtens Pragt

Mon det er Skaberlysets ædle Skær

Mon virkelig jeg ser, o Amor, svar!

Maaske for ret at vorde Andre god

N

Naturen forudsaa, at til saa haardt

Naar dine Øjne ler

Naar i kysk, ophøjet Kærlighed

Naar Slaven af sin Herre mellem Fanger

Naar Solens Straaler bort fra Jorden haster

O

O grumme, haarde, hjærteløse Sind

O Herre, intet Ord som hint er sandt

Om mine Tanker blot som andres kunde

O ve mig Arme, ve, jeg er bedraget

S

Snart stævner paa de hvide Bølgers Flod

Straks, da min Herres Brev mig kom i Hænde

Saa kaad og saa behændig er den lille

Saa ny en Glæde, værd at agte paa!

Saa sandt jeg aldrig, aldrig glemme kan

T

Til Giovanni af Pistoia

V

Var Sjælens Glød i disse Øjne klare

Ved mange Aars Forsøg og Arbejd finder

Vel kan med Blikket jeg paa hver en Plet