Johannes Dam (1866–1926)

Dam, Johannes August, 1866–1926, Journalist, Forfatter. F. 29. April 1866 i Aalborg, d. 9. Jan. 1926 i Kbh., Urne paa Frbg. Kgd. Forældre: Sognepræst Markus Andreas D. (1835–96) og Augusta Ulrikka Thomsen (1838–1925). Gift 4. Juli 1893 paa Frbg. med Anna Sophie Louise Hornbech, f. 21. Sept. 1870 paa Frbg., D. af Particulier Theodor Hjalmar Augustus H. (1818–1900) og Abelone Sørine Hjorth (1840–78).

D. blev Student 1884 fra Schneekloths Skole og tog 1893 juridisk Embedseksamen, men var allerede 1887 begyndt paa Journalistik og gik hurtigt helt over til fri Pressevirksomhed paa højst forskellige Felter. I 90’erne var D. saaledes — snart som Medarbejder og snart som Redaktør — ansat bl. a. ved »Aftenbladet«, »Børstidende«, »Klokken 12« og »Tiden«. En Artikel i sidstnævnte Blad, som kom paa uden D.s Vidende og Villie, men under hans redaktionelle Ansvar, skaffede ham tre Maaneders simpelt Fængsel (Jan.-Marts 1898). Det ufrivillige Otium blev benyttet til at studere italiensk Sprog og Litteratur — den første Tilskyndelse til hans senere saa fortjenstfulde Oversættervirksomhed. Ogsaa ved den københavnske Uge- og Vittighedspresse »Illustreret Tidende«, »Hver 8. Dag«, »Verden og Vi«, »Klods-Hans« etc. blev D. snart en flittig og skattet Medarbejder (Lyrik, Noveller og Viser). Efter Aarhundredskiftet skrev han endvidere en Række Revuer (fra 1906 sammen med Anton Melbye saaledes Tivolis aarlige »Sommerrejse«), redigerede humoristiske Aarshæfter (»Platmenagen« og »Svikmøllen«), var fra 1917 Scala-Teatrets faste Bearbejder og Oversætter af Operetter og spændte i øvrigt i sit Forfatterskab fra Børnebøger til Teaterkunst (»Amelie Kirkegaard« (1917) i Serien »Sceniske Kunstnere«) og skarp aktuel Polemik (»Himmelfarten. Et Sankt Hans Spil« (1918), der under Mærket Artifex var rettet mod Datidens danske Filmsindustri). D., der var Medstifter af Journalistforbundet og 1913–22 Medlem af dettes Bestyrelse, var 1916–19 tillige Redaktør af »Journalisten« og 1922 dansk Delegeret ved den internationale Journalist-Konference i Paris. — D. var en født Versificator og navnlig som Visedigter et blændende Talent. Satirisk Styrke og logisk Klarhed, frodig Fantasi og smidig Formsans smeltede sammen til en kunstnerisk Helhed, der tiltalte baade den brede og den kræsne Smag. En lyrisk Følelse, der — som ren Lyrik — aldrig blev stærkt personlig, gav mange af Viserne et Stempel af Menneskelighed og Medfølelse, som var særegent netop for ham. — Ganske naturligt blev D. derfor den næsten ideale Oversætter. I Kraft af sine mangesidede Evner og Kundskaber og sit med selve den Tid ligesom beslægtede Temperament magtede han endogsaa Fordanskningen af klassisk italiensk Renæssancedigtning. De tre Oversættelser, han her udsendte: Michelagniolo Buonarroti: »Digte i Udvalg« (1912), Dante Alighieri: »Nyt Liv« (1915) og »Lyrisk Digtning« (1918) — alle med Indledning og Kommentar — vidnede ikke blot om fuld videnskabelig Kyndighed, men om fin Forstaaelse og fuldendt Mesterskab i Gendigtningen og bragte ham bl. a. Kristoffer Nyrops uforbeholdne Anerkendelse. Hertil sluttede sig (i Pios »Vignetbøger«) en historisk Skildring: »Fyrsternes Svøbe. Pietro Aretino. En Journalist fra Renæssancetiden« (1918), der var et varmt, men ikke overalt lige overbevisende Forsvarsskrift, samt nogle Artikler i »Aarbog for Bogvenner« (1919, 1921 og 1922) om italienske Bogforhold i ældre Tid. — D. døde af et Hjerteslag efter faa Timer forinden paa Det kgl. Teater at have overværet Premieren paa Pergolesis Parodi-Opera: La Serva Padrona (Pigen som Herskab), som han selv havde oversat. Et Udvalg af hans Arbejder: »Digte og Vers« (med Forord af P. A. Rosenberg) udkom samme Efteraar. — D.s Søn Mogens D., f. 19. Nov. 1897 i Kbh., Student 1915, virker fra 1918 som Journalist og som Oversætter og Bearbejder af Skuespil og Operetter.