Jeg synger gjerne om Kongers Magt,
jeg er en Gjæk efter Fødselsdage,
thi smukke Ting kan jeg da faae sagt,
ulastet kan jeg min Ruus da tage.
Klink hver som tørster:
Højt leve Fyrster!
Justitien leve! den Jorden hersker —
Regenters Skaal!
Jeg synger gjerne om min Mæcen,
og mild han hører min Harpes Toner,
endskjøndt Apollo selv gav ham en,
som var omvunden med Laurbærkroner.
Var fleer Mæcener
som den, jeg mener,
foragted’ Baggesen ej Mæcener —
Mæceners Skaal!
Jeg synger gjerne om Ordensbaand,
thi intet Menneske kan mig nægte,
at jo en saadan fornemme Mand
kan drikke Vine, som ere ægte.
De Store leve!
Kun de ei kræve,
at Folk for Stjerner og Baand skal bæve.
De Stores Skaal!
Jeg synger gjerne om Kamp og Krig;
paa anden Maade kan Krigen ikke
med Nytte blive anvendt af mig;
men naar man synger, saa maae man drikke:
Pokalen tømmes!
Hver Helt berømmes!
Kujon i Krig og i Drik fordømmes! —
Hver Krigers Skaal!
Jeg synger gjerne om røden Guld,
og deres Roes, som i dybe Mine
randsage efter almægtigst Muld,
som skaffer Ære, og Magt, og Vine;
Dukater løbe
for Lurens Svøbe:
Hver stoppe sin, derfor Viin han kjøbe —
De Riges Skaal!
Som svoren Fjende af Finkelen,
hvis Ruus er døsig, gemeen og ringe,
jeg synger gjerne om Handelen
og raske Sømænd, som Viin os bringe.
Trygt Vimplen svæve!
Søfarten leve!
Og Tolden ikke for meget kræve! —
Søfartens Skaal!
Jeg synger gjerne, o Elskov, Dig!
Din rene Lyst og Din ømme Smerte;
og disse Toner Elisa mig
i kjælne Arme indsluttet lærte;
om Elskovs Glæde
hun bød mig qvæde,
og selv hun skjænkte mig Elskovs Glæde:
Forelskres Skaal!
Zetlitz.