Naar Du gaaer grumme langt tilbage
til Verdens første Barndoms Dage,
da alting var Uskyldighed:
Du vil i Fabellæren finde
et Sagn om en livsalig Qvinde. —
„Hun heed? — hun heed? — hun heed?” —
Giv Tid og hør Beskeed!
Pandora Præsten hende kaldte —
dog nej, heri jeg mig fortalte:
dengang der var ej Præster til. —
Hun fik en Æske at bevare,
hvis Indhold hun ej maa erfare:
See til! — see til! — see til!
Vist Fanden har sit Spil!
Hun plages af Nysgjerrigheden,
den er end Kjønnets Fejl herneden! —
tilsidst hun lukker Æsken op;
men nu en Pokkers Larm begynder:
af Æsken fløj al Verdens Synder;
hun skreg: stop! stop! — stop! stop!
men væk var Syndens Trop.
Utrøstelig var arme Skroget;
hun vilde gjerne lukket Laaget,
men Æsken var alt lænds og tom.
”Jeg skal det aldrig gjøre mere!
Jeg vil ej meer nysgjerrig være!”
Hun bad: „kom! kom! — kom! kom!
kom, Synder! vender om!”
Men Synderne stak i at grine
ad hendes ynkelige Mine:
„Jo, Fru Pandora, tag os der!
Nej, vi i Verden skal rumstere
til Trods for Dig, og avle flere;
Hurra! Hurra! nu er
vi fri og frank Enhver!”
Hver kaared’ sig en Yndlingsbolig;
men Synden stedse er urolig,
thi foer de altid længer frem;
de lærte Adams Børn at lyve:
Nu blev der Skjelmer, Friller, Tyve;
hos dem, hos dem, hos dem
er Syndens rette Hjem.
Der blev Processer og Chicaner,
falsk Eed og Koblere og Ahner,
Svig, Avind, Aager, Spil og Pragt;
der blev Kornpugere, Doktores,
Hanrejer og Prokuratores;
kort sagt, kort sagt, kort sagt:
Sieur Belzebub fik Magt.
Der siges midlertid, i Æsken
laae Spiren og til Druevædsken,
som siden dyrkedes med Fynd.
Man altsaa bør, paa Grund af dette,
ej med Pandora gaae i Rette;
thi, frisk! skjænk i! begynd!
drik Viin! det er ej Synd!
N. T. Bruun.