Mens Blod og Safter let i unge Aarer flyde,
Hver Time smiler mod vor glade Aand,
Erindring, Nydelse, og Haab da byde
Som tvende Gratier hinanden Haand,
Og alle Blomster paa vor Bane sprede,
Og alle gode Nektar i vor Skaal;
Da mod de ringe Sorgers sorte Vrede
Indhyller Ungdoms Letsind os i Staal.
Naar Manddoms Aar vor Ungdoms Dag fortrænger,
(Thi — ak! — vor Ungdom kun en Vaardag er.)
Plan knuser Plan, og Ønske Ønske sprænger,
Men Misheld driller Haabet lumsk, og leer.
Ja mellem vor selvskabte megen Plage,
Er Ønsker værst, det ikkun avler Klage.
Vær du mit Skiold, min Læge vær, o Kummer?
Udslet hvert Ønske af min kolde Barm.
Ei meer jeg ralle Haabets Lokkeslummer,
Kun for at føle mig desmere arm!
Viis, ligegyldig, død mod Eftertiden
Fra Ønskers Daarskab, Løvters Drillen fri,
Jeg tage Dagen, som den kommer! — siden
Kun det er Frihed, Resten Slaveri.
Zetlitz.