Mangen Vunde Mennesker tilføied’
Dette Hierte, som for Brødre slog;
Ingen Øret til min Klage bøied’
Ingen Broder i sin Favn mig tog.
Men da kom jeg her i Fredens Bolig,
Hvor Naturen moderlig fortrolig
Til sit varme Bryst mig drog.
Himlen dækker med sit Ætherklæde
Hver en Vunde, kiølende og sval;
Markens Blomster deres Skiød udbrede,
Vugge mig i solforgyldte Sal.
Huld Kiermindens Asur-Øie blinker,
Lig en smækker Mø mig Lillien vinker
I den lave, grønne Dal. —
Træets løvbedækte Arm sig slynger
Svalende om Kindens Purpurblod,
Bækkens kolde Sølverboble synger
Styrkende sig om min trætte Fod.
Søvnen rækker mig sit Balsumbæger,
Zefyrs spæde Lilliefinger leger
I den perlekrandste Flod. —
Fuglen kredsende sig om mig svinger,
Vækker mig med høitidsfulde Sang:
”Bind din Sorg paa mine raske Vinger,
”Nyd din Sommer, o, den er ei lang!”
Glædens Genie mig huldt omsvæve,
I usynlig Favn min Aand de hæve
Langt fra Byers Larm og Tvang.
Smerten i den nylig aabne Vunde,
Hvert et Suk fra den beklemte Barm
Let, som Morgendug fra Solen, svunde,
Da Naturen favned’ mig saa varm.
O, Natur! behold mig i din Bolig,
Giør mig meer og meer med dig fortrolig,
Slip mig aldrig af din Arm!
Sagen.