Held dig, o Venskabs Magt! dit Navn velsignet være!
Serapher føle dig!
Thi du est Jordens Fryd — Alfaders Ære;
Og ingen Glæde uden dig.
Forgiæves ofte søgt, hvor Guld og Marmor pryder
Et Mesterværk af Smag,
Men ofte fundet, hvor Straahytten Dyder
Forener under ringe Tag.
Som Dagens Fødsel blid, men Øiet blindt af Taarer
Seer du i Hiertet ned,
Og — skiulte Magt for Dødlige! — kaarer
Et Par til øm Fortrolighed;
Thi hvad er Kierlighed foruden Venskabs Dyder?
Og er det Kierlighed?
Nei Ild, der grum, som Lynets Straale, bryder
Vor Dyd, vor Ro, vor Lykke ned.
Men hellig er den Drift, Forstand og Venskab byder,
Den skal Alfader see,
Og føle Velbehag ved Støvers Dyder,
Som da han skabte Englene.
Da skal hvert Øieblik en Glædes Krone bære
Ved salig Kierlighed,
Og Livets sidste Stund saa blid skal være,
Som Solen, naar den blid gaaer ned.
Th. Thaarup.