Held dig, o Venskabs Magt! dit Navn velsignet være!
Serapher føle dig;
Thi du est Jordens Fryd, Alfaders Ære,
Og ingen Glæde uden dig.
Forgjæves ofte søgt, hvor Guld og Marmor byder
Pragt i en grækisk Smag;
Men ofte fundet, hvor Straahytten Dyder
Forener under ringe Tag.
Som Dagens Fødsel blid med Øiet blankt af Taarer
Seer du i Hjerter ned,
Og – skjulte Magt for Dødelige! kaarer
Et Par til øm Fortrolighed
Thi hvad er Kjærlighed foruden Venskabs Dyder?
Og er det Kjerlighed?
Nei Ild, der grum som Lynets Straale bryder
Dyds og Fornuftens Throne med,
Vellystens Herredom, er nedrigt Hjertes Plage
En Slange i dets Barm,
Der – Slave skjelv! ved slet fuldendte Dage
I Døden hvisler sildig Harm
Men hellig er den Drift, Forstand og Venskab byder,
Den skal Alfader see, —
Og føle Velbehag ved Støvets Dyder,
Som da han skabte Englene.
Da skal hvert Øjeblik en Glædes Krone bære
Ved salig Kjærlighed,
Og Livets sidste Stund saa skjøn skal være,
Som Solen, naar den glad gaaer ned!
Foreente! knæler ned, og taust henrykt tilbeder
Ham, som Jer Livet gav.
Og see! hans skjulte Haand skal føre Eder
Lyksalige til Eders Grav,
Søg ham, med Ørnens Flugt, der iler i det Høje,
Og Jorden ikke seer,
Den Glæde nok, naar i dens visse Øie
Det milde Solens Billed leer.
Stræb med forenet Magt at ære ham i Dyder,
Seer Saligheders Hav!
Da føler dem, naar from Erindring yder
En stille Taare paa Jer Grav!