Du, som Jordens Held og Ære
Med umættet Siel attraaer,
Lad dig denne Gravhøi lære
Jordens Lykke, som en Damp, forgaaer.
Den, hvis Tab vi her begræde,
Sank i favre Ungdom hen,
Havde Haab til Livets Glæde,
Og et Hierte værdt at nyde den.
Men det var Alviisdoms Tykke,
Kort blev hendes Reisefærd,
Tiidlig hun forlod den Lykke,
Som er intet Savn og Ønske værd.
Th. Thaarup.