Nu
Den 19 October 1797.
Den 19 October 1797.
I Fior paa denne Dag landflygtig, elskte Pige!
Jeg neppe turde hvidske Eent dit Navn;
I Aar, i Dag, jeg ved dit elskte Favn
Kan dig min Tak, min Fryd, min Lykke sige;
Kan sige dig, hvordan mit heele Færd,
Mit heele Jeg sig ganske har forandret,
Hvordan ei blot nu Roser myldre der,
Hvor jeg blandt hvasse Tiorn har hidtil vandret,
Hvordan jeg ved dit troe, dit ømme Bryst
Ei blot forvundet har hver fordums Smerte,
Ei blot gienfunder tabte Haab og Lyst;
Men meer endnu, mit yngre Dages Hierte.
Bortmanet er nu den Misantropie,
Som nys i dette vaande Hierte boede;
Hver Spire Had, man havde saaet deri,
Er nu opsluget, rykket op med Rode:
Jeg ved din Barm er øm og bliid igien,
Undskylder Svaghed, Uret jeg forlader,
Er alle Brødres broderlige Ven,
Og elsker sønlig alles store Fader.
Smiil ei, min elskte Pige, naar du seer,
Jeg her dig snakker for om mine Dyder,
O jeg for dem dig skylder meget meer,
End for al den Lyksalighed, jeg nyder.
Naar jeg mig finder bedret i din Arm!
Da, elskte! o da føler jeg tillige
Det glade Haab, at du ved denne Barm
Skal finde dine Dages Held, min Pige!
Om jeg end ei min Elskte liig og værd,
Saa god, saa skyldfrie reen, som hun, kan blive,
— Den Snee, hvis Reenhed eengang plettet er,
Ei Solen selv dens Hvidhed kan giengive —
Jeg dog hver Dag, jeg lever glad med dig,
Skal bedre, ømmere, dig meere værdig blive!
At jeg da ret engang maae see dig lykkelig,
Os Himlen mange, mange Dage give!
R.