Jehova uden Byrd og uden Ende!
Alvældig eene stor og eene viis!
Til dig al Jordens Slægter Bønner sende
All Jordens Zoner juble til din Priis.
Dit Bud ukiændte Stiernehære lyder,
I alt og over alt du eene byder,
I evig Orden din Alviisdom bød
Døgnormens Liv og Solekredses Død.
Orkaners vilde Hvirvel hærger Jorden,
Og Bølgen sluger den beboete Bred.
I Jordens Indvold døner Dødens Torden
Et Ildsvælg aabnes, Stæder styrte ned.
Blodtørstig Tvedragt Krigens Fakkel tænder,
Dens vilde Lue trindt om Jorden brænder,
Nu fare Pestilents og Hunger ud.
Du Herre bød det: Viisdom er dit Bud.
Nu tie Tordner, Stormens Rasen hviler,
Bag vante Bredde suser vilden Hav;
Hvor Ildstrøm raste, haabfuld Grøde smiler,
Stolt hæve Stæder sig paa Stæders Grav;
I Fredens milde Lye sig Folket glæder,
Nu fremmes Viisdom, Flid, og Dyd, og Sæder,
I tusind Samlyd bryde Jubler ud.
Du Herre bød det: Viisdom er dit Bud.
Hvad er vor Jord! et Støvgran af dit Rige,
Imod din Evighed et Lyn dens Tid,
Vor Lod er i din Haand, Uendelige!
Du giør vor Skiæbne mørk; du giør den blid;
Du gav vor Siel dit Guddoms Præg at bære
Den kom fra dig, og evig skal den være;
Men Jorden falder, Solen slukkes ud,
Du Herre bød det: Viisdom er dit Bud.
Th. Thaarup.