De mørke Skove sig skygfulde hvælved,
de sneetakte Fielde i Skye sig hæved,
i Maibladet Æthervinden skielved,
og i Bølgen den sagte rullende bæved.
I Dalen utallige Blomster smilte
snart i Flokke, snart blideligt ene,
og Morgenpurpuret venligt hvilte
med sit Blik paa den hele herlige Scene
som nylig sprang frem ved Skaberens Bliv
laa stor, saa blid — men taus uden Liv.
Da lød den Eviges Røst over Jorden
høitidsfuld som en bortfiernet Torden:
„Vorde paa min dødstille Klode
„Liv, Bevægelse, Vexling og Sang!
„Vorde Væsner, som nyde mit Gode!”
Strax hørtes Skovens smeltende Klang
talrige Hiorde i Dalene vanke
Jorden gienlyder af trampende Hov,
Orme i Træebullen sagtelig banke,
og i den store sydlige Skov
ryster Løven sin vældige Manke.
Alt er Liv og Bevægelse givet
men ubevidst sig og Skaberens Magt
nyder alting Glæden og Livet
taus i Naturens straalende Pragt.
Da tænkte den Høie i Ætherens Lyst:
„Jeg vil vække et Liv
„ved mit Skaberbliv
„som skal grandske sig
„Naturen og mig!”
Og da raabte han:
Bliv til, Fornuft!
og der blev en Mand.
Og Manden langsom med Stolthed gik,
med tunge Fied og med Tankeblik,
og overveied, og trængte i alt,
hvorpaa hans grandskende Øie faldt.
Tilsidst udraabte han kold og mørk:
„Jeg er Herre over Paradis og Ørk!”
Han tæmte alt; den brusende Flod
Vintrens Kulde, og Løvens Mod.
Han maalte utallige Stierners Hær,
og kiendte Naturen fiern og nær,
fra den længstbortrullende barske Elv
til sit eget grandskende stolte Selv.
Men aldrig hæved sig høit hans Bryst
til den, der skabte hans Held og Lyst.
Han følte ei Lyst, han følte ei Held,
han var kold som Sneen paa Dovrefield;
han erkiendte intet over sig,
hans høieste Tanke var stedse: Mig!
han sagde: Jorden og Hav og Luft
er til ved Orden, ved viis Fornuft,
Hvordan? ved hvem? det ei jeg ændser;
det ligger uden Fornuftens Grændser.
Han sagde videre stirrende hen:
Alt bliver til, og forgaaer igien.
Ogsaa jeg skal ende mine Dage,
ophøre at være, og reent forgaae,
som Biergets Eeg og som Dalens Straae
hvi skulde Fornuften andet antage?
Da ynkte Jehova Jordens Gud.
Endnu fandt han alting tomt og øde.
Da skabte han ved sit skiønne Bud
Naturens evige Morgenrøde.
Han raabte: Jeg vil danne en Aand,
som skal hæve sig over Jordens Baand,
som skal ane mig og min evige Magt,
som skal trylles ved Jordens smilende Pragt,
som skal elske, hade, blusse, og tilbede,
som skal bæve af meer end jordisk Fryd,
som skal Mandens Stolthed kierligen lede,
som skal brænde for Himlens reneste Dyd,
og ei følge den blot som min grandskende Søn,
fordi det er Ret, men fordi den er skiøn:
Bliv Følelse! du mit høieste Høie!
saa raabte med Kraft den Uendelige,
og Følelsen stod i det himmelblaae Øie
paa den nyskabte skiønne, uskyldige Pige.
Med himmelsk, med tryllende Salighed
sank Manden med ukiendt omskabende Varme
med smeltende Hierte bævende ned
i Pigens udstrækte kierlige Arme.
Og blid fra Himlen den evige Høie
nedskued til Jorden med smilende Øie:
Der gik de kierligen Haand i Haand
i Edens Lunde med bævende Blikke
med høitopløftet takkende Aand,
og vilde tale, men kunde ikke.
Stum var deres Tak, stum var deres Lyst,
stumt sukked de skielvende Bryst mod Bryst.
Da raabte Jehova: Hellig Fryd
bør tone i skiøn i harmonisk Lyd.
Jeg seer, hvor de udstrække takkende Hænder,
hvor ædlest Følelse Sielen omspænder.
Nu stirre de glade henrykte hen
paa Naturens Pragt, som mildelig smiler,
men ei saa varmt vil de minde den,
naar Vintren kommer, og Sommeren iler;
jeg vil danne en Aand, som ædel og frie
skal tolke Skabningens Harmonie,
som skal føle Naturen dybere, varm;
som skal meddele Følelsen af sin Barm
som skal gribe hver Tanke, blid og vild,
og tolke den hævet med Guddomsild.
De adspredte Glimt fra Pol til Pol
skal han samle i en morgenrødmende Soel.
Hvad Mængden som oftest sandser ei
halvskiult i Skyggen paa Livets Vei;
det skal hans smilende Øie finde,
det skal han dybt i sit Hierte minde.
Naar Støvet synker for tunge Pligter,
da skal han hæve den siunkne Aand,
og lette ham Livets snevre Baand.
Saa raabte Gud — og der stod en Digter!
Med Lyren i Haand med svulmende Bryst
han sang de Elskendes Held og Lyst,
og Menneskets Storhed, og Skabningens Pragt,
Udødelighed og Skaberens Magt
Og takkende de lyksalige To
i svale skyggefulde Myrthelunde
en Krands om hans bølgende Lokker snoe
fordi han tolked, hvad de ei kunde.
Og Herren saae, hvad han havde giort,
og fandt det viseligt, skiønt og stort!
Øhlenslæger.