O Dødelige! som med en utøjlet Klage
Vanærer Himlen, see, og døm!
Er ei henfarne Aar, liig de henfarne Dage,
Og Alt en Drøm?
Og du, som klagende ved Livets mørke Kummer
Dig føler kun ulykkelig.
Du Sorgens Søn! har du forglemt, at Gravens Slummer
Skal qvæge dig
Og du fryddrukne Hob! naar tumlende du stimer,
Og søger Varighed deri,
Gaaer ei hins Tordensky dine Glæders gyldne Strimer
Som Dunst forbi?
Og du, som skabte dig dit Levnets Qval og Smerte,
Som Guldets Glands alene saae,
Hvad har du, Gjærrige, naar dit guldhungrigt Hjerte
Ei meer skal slaae?
Lad stolte Seierskrands din haarde Tinding pryde!
Af snart forgaaer dit Laurbærløv,
Snart Harpen tier, og dit Minde Lod skal nyde
Med Jordens Støv.
Nei ingen Varighed er Jordens Værker lovet,
Alt kommer, modnes, og forgaaer,
Snart Bølgen reise vil sit hvide vilde Hoved
Hvor Borgen staaer.
O du! som hvælvede en Himmel omkring Jorden,
Du aander, Verdner blive til;
Og for at styrte dem, ei greb du Magtens Torden,
Nok, naar du vil.
Du gav – og Himlene skal om din Godhed tale,
Og Jorden henrykt fryde sig –
Til Dødeliges Vel en lys almægtig Straale,
En Sjæl fra dig,
At den, som her adlød de Bud, din Godhed lærte,
Som kjændte Verden, elskte dig,
Hans Haab, hans Glæde blier, ei Støvets Fryd og Smerte,
Udødelig,
O du! som smilende med Taaren i dit Øie
Til dødeliges Kummer seer,
O kom, Taalmodighed! vejled mig mod det Høje,
Hvor Glæden er.
Og dæmp du i mit Bryst enhver utøjlet Klage,
Hvert Suk, som Godhed vrede kan,
Der vilde, at jeg leed; thi Livets Fryd og Plage
Udsender han.
Men føl, min Sjæl! at du skal høre Dommens Torden,
Betænk din Pligt, hver Tanke døm!
At du ei dømmes skal, naar Himmelen og Jorden
Er som en Drøm.