Thomas Thaarup (1749–1821)

Vi drømme bedre Kaar paa den indskrænkte Klode,

Hvor Haabet smigrer med det aldrig naaete Gode,

Her hvor vor meste Fryd er daarlig Seløbedrag,

Lig Glimt af Mildne paa en vaad og stormig Dag.

Faa skimte Glædens Sol i Livets Morgenskummer,

Men færre saae den klar og uformørkt af Kummer,

Vee den, som haaber, at hans Dag blier altid klar,

Naar den et Øieblik en skyfri Himmel har.

Vor Vei er tornefuld, gaaer over stejle Klipper,

Hver Afvei løber let, men ved en Afgrund slipper;

Dog hænger Fjeldet mørkt udover Livets Vei,

En Mand gaaer det forbi, kun Svaghed tør det ei.

Men paa vor tunge Vei goddædig Venskab møder,

Den Himlens Datter, som vor bittre Qval forsøder,

Ved dens Omfavnelser vi spore Trøst og Mod,

At haabe varig Ro, og taale Livets Lod.

Ben! det er sort at vi fik Evne til at kjænde,

At dette dunkle Liv, den tunge Vei har Ende,

Og om end Taagen kun for Sjælens Øine svandt,

Er Døden dog det Held, hvorved vi Vished vandt.