Ambrosius Stub (1705–58)

      Vel an, endskiønt jeg skal

      Ved Trængsel uden Tal

Igiennem Verden med et taaligt Sind;

      Jeg seer dog Jesu Spor

      Til Himlen lagt mig for;

Jeg gaaer i det til Himlen og derind,

      Er Stien end trang,

      Besværlig og lang,

Besat, belagt med Torn og Steen,

      Dog ved jeg, min foed

      Faaer Hvile og Boed

For all sin Møye, Bræk og Meen.

      Velan! jeg fatter Moed;

      Thi Enden bliver God,

Min Frelser lever, jeg skal leve med;

      Jeg øyner med min Troe

      Hiin megen stille Roe,

Der er Hand, og har alt bereed mig Sted,

      Jeg skynder mig frem

      Til Hærligheds Hiem,

Som har sin Tryghed trindt omkring;

      Lad Verden forgaae,

      Jeg stræber at naae

I Gud og Jesu alle Ting.