Uforsagt hvordan min Lykke
Aria
Aria
Uforsagt hvordan min Lykke
End i Verden blive maae,
Det er dog et Mesterstykke,
Som jeg daglig pønser paa;
Naar jeg kun i Naaden staaer,
Uforsagt i hvor det gaaer.
Uforsagt naar andre tvivler
Paa Guds Forsyns Naade, glad
Jeg i Haabet altid bliver,
Uden Haab i Haab: Og hvad!
Naar jeg kuns i Naaden staaer
Uforsagt i hvor det gaaer.
Uforsagt naar andre plager
Med Bekymring deres Sind;
Naar jeg kuns min Gud behager,
Gaaer jeg roelig ud og ind:
Naar jeg kuns i Naaden staaer
Uforsagt i hvor det gaaer.
Uforsagt naar andre sukker,
Under deres trange Kaar;
Jeg paa Herrens Naade pukker,
Resten sørger jeg ey for:
Naar jeg kuns i Naaden staaer,
Uforsagt i hvor det gaaer.
Uforsagt naar andre skrækkes,
Frygter for den onde Dag,
Ved Guds Naade jeg bedækkes,
Ham befaler jeg min Sag;
Naar jeg kuns i Naaden staaer:
Uforsagt i hvor det gaaer.
Uforsagt naar andre gruer
For at døe, jeg gruer ey,
Jeg min Krone hisset skuer:
Skulle jeg da grue? Ney!
Naar jeg kun i Naaden staaer,
Uforsagt i hvor det gaaer.
Søde Gud lad mig din Naade
Altid have her! du maae
Gierne for min Lykke raade,
Naar det vel mig Hist maae gaae,
Naar jeg kun i Naaden staaer
Uforsagt i hvor det gaaer.