Nu galer Hanen hiin sorte,
Det blinker i Tordengry;
Nu aabner sig Helvedes Porte
Og Maanen blusser i Sky;
Den galer og Ravnene svare,
Mens Midnattens Storme gaae.
Gud Fader os mild bevare,
De Store med de Smaae.
Tre Ravne paa Stejlen der rider,
Der leve de muntert og flot;
I Midten af Hjulet der sidder
Og knejser den Ravnedrot:
Hører, I listige Svende!
Hvad har I paa Jorden bestilt?
At jeg kan billigt erkjende,
Hvo meest har handlet snildt.
Jeg, grinte den første, har Aager
Og Uret saaet om Land;
Ret sover og Sorgen vaager,
Ja vildner mangen Forstand. —
Slet ingen Roes det Dig volder,
Skreeg Ondskabs sorte Tolk,
Dertil alt længe jeg holder
Mit eget villige Folk.
Jeg har, saa kagled’ den anden,
Forgiftet en Fyrstes Bryst,
Og hedt han kildres i Panden
Af Tyranniets Lyst. —
Slet, hvæsede Satan bister,
Mig gavner slig Tjeners Hu,
Thi stedse jeg fandt en Minister,
Der gjorde’t saa godt som Du.
Den tredie kry sig fører:
Jeg saa’de Vantros Frø
Omkring, og frodig det voxet
Ud over Verdens Ø. —
Dig Priis og Ære tilhøre!
Skreeg Drotten med vilde Grin:
Gjør Helvedes Porte større,
Mængden skal stimle derind.
Nu galer Hanen hiin røde
Saa fro i Østerleed;
Til Jorden maae alle de Døde,
Og Ravnene til det Sted.
Men hører du Hanens Stemme
I glade Morgenbrud,
Ret aldrig Du forglemme
Dit Hjertesuk til Gud.
J. H. Smidth.