Vor Frue Maria, et vennehuldt Navn,
For første Gang hilsed’ i Dag paa vor Jord,
Og Jorden tog hende paa blomstrende Skjød,
Og Rosen den smilte saa blussende rød.
Den hilste sin Søster i purpurrød Glands
Og fletted’ til hende en duftende Krands;
Sin Ynde og Blidhed den prægede ind
I Pigens det bløde og barnlige Sind.
Og Lilien bøjed’ huldsalig sig ned
Og aanded’ i Sjælen Uskyldigheds Fred.
Narcissen i Øjet, som blidt mod den saae,
Sig malte med Himmelens klareste Blaa.
End Rosen den røde og Lilien hvid
Og blaalig Narcisse omsvæve dig blid,
Og Sommeren hilser som Moder og Viv
Sin Datter med tredobbelt Ynde og Liv.
Og hulde Kjærminder fra Majadals Favn
Sig slynge, o Maja! saa ømt om dit Navn;
De tolke dig Venskabs og Kjærligheds Bøn:
Nyd længe i elskede Hjerter din Løn!
F. Schmidt.