Fiskeren
(Romance.)
(Romance.)
Den Fisker han sidder ved Havets Bred
Og stirrer i sølvklare Vove ned.
I Vandet sig speiler den Himmel blaa,
Paa Havbunden lege de Fiske smaae.
Da var det for Øret som Toner lød,
Da blænded hans Øje en Glands saa rød.
Men Tonerne lød fra en Harpe huld
Og Glandsen, ham blænded, var røden Guld.
Et Slot han mon skue af klart Chrystal,
Og Guldet det funkled i højen Hal.
I Salen han skuer en Møe saa Kjær;
Med Harpen i Haanden hun stander der.
Fra Ungmøens Læber der flød en Sang,
Og sagte den bæved til Harpens Klang.
Dog var det som kunde han grandt forstaae
Hver Tone, som dirred paa Bølgens Blaa.
Hun synger om Glæden i Havets Skjød,
Hun synger om Elskov saa reen saa sød.
Den Fisker han hørte saa tyst den Sang,
Ved Havpigens Læber hans Øje hang.
De Lokker de flagred om sneehvid Barm
Og Guldharpen hviled i trinden Arm;
Et svævende Sølvflor fra Taae til Top,
Med Bæven omsløred den kjønne Krop.
Alt sagtere toner nu Harpens Klang,
I Bølgerne taber sig Pigens Sang;
Og Slottet, dets Glimmer og Guld forsvandt;
Ei længer hans Øje den Skjønne fandt.
Med Længsel han stirrer i Havet ned;
De Bølger nu pladske mod grønnen Bred,
I Vandet sig speiler den Himmel blaae,
Paa Havbunden lege de Fiske smaae.
Den Fisker han vandrer saa tankefuld;
For Sjælen end svæver den Pige huld. —
I Hytten saa stille den Fisker treen;
I Tanken han seer end den Møe saa væn.
Den Fisker han treen for sin Pige ind.
„Min Alger! Hvi er du saa mod i Sind?“
Hvert Spørgsmaal omsonst er, hvert Kjærtegn spildt,
Hans Læbe er stum, men hans Blik er vildt.
Og plaget af Flammen udi hans Bryst,
Ei Kjærligheds Arme ham skjænke Trøst;
Han finder i Marteren Tanken sød,
I Stilhed at tæres af vilden Glød.
Den følgende Morgen før Soel opstaaer
Med Længsel den Fisker til Bredden gaaer,
Og Blikket det stirrer i dunkle Søe;
Forgjæves det søger den skjønne Møe.
Men Havet det bruser saa underlig;
De Bølger paa Strandbredden vælte sig;
Da synes han høre en lønlig Røst,
Den hvidsker fra Dybet saa tyst, saa tyst.
Den hvidsker saa sagte: „I Havets Skjød
Der finder du Lindring for Jordens Nød,
Der venter med Længsel dig Havets Møe;
Og kommer du ikke, da maa hun døe!“
Da synes han høre saa tyst, saa tyst
Den Havpige sukke af qvalte Bryst;
Hun hvidsker dernede saa ømt hans Navn;
Da styrter han vildt sig i Bølgens Favn.
Og Havet det bruser saa underlig;
De Bølger paa Strandbredden vælte sig.
Men Østen sig aabner nu, straaleriig,
Og kaster sin Lue paa Algers Liig.
Og Fiskerens Pige, den favre Møe,
Hun stander sorgmodig ved blanke Søe;
To Dage hun vandrer saa troe derhen
Og væder med Taarer den elskte Ven.
Paa tredie Dagen — en Søndag klar;
Af Parret til Bryllup bestemt den var —
Hun hørte de festlige Klokkers Klang,
Og pynted saa smukt sig til vante Gang.
For qvalfulde Hjerte var Kalken fuld,
Den venlige Død hende frelste huld,
Og, smykket med Krandsen i blonde Haar,
Hun hensegned stille paa sorten Baar.
A. P. Liunge.