Hungrig sad engang i Lunden
Ravnen paa en Egegreen,
med en lækker Ost i Munden;
Mester Mikkel var ei seen,
nærmed’ sig og sagde: „Kjære!
hvor du er velsignet nu!
her i Skoven paa min Ære!
findes ingen Fugl som du;
Neb af Guld og Fier, som straale,
Himmel! hvilket deiligt Bryst!
knap mit Syn kan Glandsen taale;
Skade, du har ingen Røst!”
Tossen vil sin Stemme vise,
aabner Næbbet vidt og bredt;
plump! da faldt hans lækre Spise
i det Gab, som stod beredt,