En Spurv, som, for at see sig om,
til Staden kom,
saae der sin gamle Ven, en Sisken, hænge
indsluttet i et Buur. — Min søde Ven!
udbrød han, seer jeg dig igjen
i Fængsel, dig, som jeg begræd saa længe
som død? ak! hvor det smerter mig,
min Hjertens Kammerat! at finde dig
Berøvet det, som selv den Usle adler,
den gyldne Frihed. — Tie du Nar!
gav Arrestanten leende til Svar,
du kjender ei den Ting, du dadler;
jeg signer det, du kalder Slaverie
og var ei for den halve Verden fri;
thi uden Sorg mit Foer jeg daglig spiser,
og synger saa min Psalme mæt og fro,
og ingen Høg og ingen Ugle viser
mig deres Kloer og skræmmer bort min Ro;
desuden —” Just kom Pigen for at give
vor Arrestant sin Aftensmad,
gik bort igjen, lod Døren aaben blive,
og, vips! paa Taget Mester Sisken sad.
Hvad Pokker! raaber Spurven nu,
forlader du
det Buur, som du saa hjerteligt berømmer?
Men Siskenen frie og fro fløi om fra Tag til Tag
og sagde: Ven! jeg seer, man om den samme Sag
i anden Tilstand anderledes dømmer.