L.C. Sander (1756–1819)

Prolog

i Anledning af Hendes Majestæt, Dronningens, og Hendes kongelige Højhed, Kronprindsessens Fødselsdag:

fremsagt den 25de Octbr. 1812,

af

Frederik Veltheim.

    Med Ærefrygtens højtidsfulde Gysen
Fremtræder jeg for Eder, ædle Danske!
Tillader mig et Sprog, hvis blide Velklang
Ej blot fortryller hvert et aabent Øre,
Men og tillige mægter højt at tolke
Den Tak, der dybt i vore Hjerter luer!
Et Sprog, der minder os ved hvert et Ord
Om et højmodigt Folk, hvis ædle Rundhed
Tilbyder os et hellig trygt Asyl!
O! kalder ej vor Fremtids fælleds Ønske
For dristigt! Ja, hver Dag, hver Nat vi bede,
At vorde Gjæstfrihedens Tempel værdig.
Gid Eders milde Skaansel, Eders Bifald
Da skjænker os det Mod, den glade Kraft,
Der leder selv det mindre Snille trygt
Paa Kunstens Bane hen til Idealet,
Som Mangen nærmer sig og Ingen naaer!

    Dog Kunsten ej, Naturens Bud alene,
Det takopfyldte Bryst begejstrer os.
Ret snart vil Danmarks anden Højtidsdag
Fremkalde Glædens Røst fra Grønlands Is
Til Elbens korn- og blomsterrige Strand.
Tilstæder os, skjøndt kun i Festens Forgaard,
At offre vor beskedne Glemmigej!

    Hun fødtes, Hun, Maria Dannebød,
Ej blot til Fredriks Held, til Thronens Pryd,
Men og til Kjønnets evighulde Mønster.
Hvor henrykt knæler ej den unge Mø,
For Hendes, eller, Dydens høje Billed
Med tavse Bøn’, „o! lad mig ligne Hende!
„Den ringe Fakkel, og hin Himlens Sol.
„Opfylde begge deres Kald, at lyse.
„I Højhed ej, i hver en Qvindetyd
„O! lad mig ligne Hende, vor Maria!” —

    Den Tid, da hvert et Folk, hver Stand, hver Alder
End zitrer under Skjebnens tunge Slag,
Den viser os alligevel ej sjeldent,
At Letsind, Overdaad, og Glimresyge
Til Tant og Bram bortødsler Jordens Skatte,
Mens Flid og Borgerværd og Nøjsomhed
Forgjeves sukker efter dagligt Brød.
Var Huslighed i Danmarks gamle Dage
Ej her en hjemmefød og arvet Dyd?
Den uddøer aldrig! Selv fra Kongeborgen
Udstraaler Huslighedens stille Mønster,
Som Maanens Glands igjennem brudte Skyer,
Der tænder alle mindre Kloders Flamme.
Den danske Borgers Hustru, Moder, Søster,
Opfordres ved et stort Exempel dagligt
Til ædle Danneqvinders blide Sysler.
Og ak! hvor sødt belønnes Qvindedaad!
Naar Eders Fredrik, danske Hædersmænd!
Langt meer end alle Kongers høje Fædre,
Nu føler Kronens Tyngde; ja, da smiler
Maria, viser ham hans ægte Billed,
Den selvopdragne, ædle Karoline,
Og Vilhelmine, Haabets Rosenknop;
Og Fredrik glemmer alle Livets Sorger,
Og vinder Kraft til ny Standhaftighed.
Men Kongeborgen selv omgrænser ej
Marias Ædelmod. Som Solens Straale
Igjennemtrænger Lundens Nat, og der
Opklækker Buskens skjulte Blomst; saa skjænker
Marias Blik i Hyttens mørke Vraa
Den uforskyldte Nød fornyet Liv.
Dog! tør den kjække Læbe lydeligt
Udtale hver en Daad, den Høje helst
I Dydens Helligdom, i Løn, udøver?
Jeg tier, danske Hædersmænd! jeg tier.
En bedre Tolk, det hele Fædreland,
Vil evigt vidne om Marias Værd.
Thi stiger Folkets fromme Bøn til Himlen:
„Du, alle Verdners, alle Kongers Konge!
„O! giv vor ejegode Konges Mage
„Det Held, endnu i mange, mange Aar
„At frydes ved sin Fredriks sjeldne Hæder,
„Ved ømme Døttres lige sjeldne Lykke,
„Som ved et elsket Folks Gjenkjærlighed,
„Ved Fædrelandets og Europas Fred!” —

Sander.