Engang jeg i min Barndoms Dage
En faver Blomst paa Marken saae,
Saa fro jeg ilte den at tage,
Og Blomsten ved min Barm nu laae;
Jeg af og til betragted’ den,
Og hopped’ over Engen hen.
Men før jeg naaede næste Hytte,
Et heftigt Uveir reiste sig,
Jeg eene stræbte at beskytte
Min Blomst, og tænkte ej paa mig;
En heftig Skylregn styrted’ ned,
Rev Alting bort og Blomsten med.
Uvejret endtes, Solen spredte
Sit Lys, sin Varme overalt,
Forgjæves jeg om Blomsten ledte,
Jeg søgte Stedet, hvor den faldt,
Jeg søgte baade fjern og nær, —
Den tabte Blomst mig var saa kjær. —
Da mine bittre Klager løde,
Og taarefuldt mit Øje var,
En Mand mig venlig kom imøde,
Og spurgte, hvi jeg Kummer bar.
„O’ svared’ jeg,” en Blomst saa kjær
„Jeg fandt, og den nu borte er.”
„Du trøste dig!’ lød Mandens Tale,
„Ej Alting svandt med Blomsten hen,
„Dig vil Erindringen husvale,
„Og tidt du finde Fryd i den;
„Naar Blomsten selv er ikke meer,
„Du blomstrende og skjøn den seer.” —
Ja, Godheds Gud! du i mig lagde
Om svundne Fryd Erindringen;
Jeg tidt en himmelsk Vellyst smagte
Blot ved at ihukomme den.
O, thi forskjønner Mindet ej
Hver Fryd, vi fandt paa Livets Vej!
Lundbye.