Jeg haver en Vugge, saa varm og saa tæt,
Jeg haver en Vugge, saa pæn og saa net.
Se Vaaren i Himmelens Smykke fremtræde!
Den strøer paa min Vugge de Lilier spæde;
Og Lundens Nattergal sjunger for dig:
Sov sødelig!
Jeg haver en Vugge, saa pæn og saa net,
Jeg haver en Vugge, saa varm og saa tæt.
Se Vinterens Skyer, der brydes med Dagen,
Bedække min Vugge med hvideste Lagen.
Frygt aldrig for Vinterens mørkeste Sky,
Du slumrer i Ly!
Paa Jorden miskjendes den reneste Dyd;
Paa Jorden ej blomstrer den sandere Fryd;
Der Haabet dig skuffer, der Venskab dig saarer,
Og Elskov dig Bægeret fylder med Taarer.
Her smiler din Engel, den venlige Død:
Glem Jorderigs Nød!
Kom, elskede Vandrer! du est jo saa træt!
Dig favner min Vugge, saa varm og saa tæt.
Jeg tager din Byrde, bortaander din Kummer
Og dysser dig ind i den sødeste Slummer.
Saa kom da, jeg lægger i Vuggen dig ned
Til Salighed.