Hvad er det dog, som lyser? det lutres for min Sans!
Jeg føler Øjet briste i denne Straaleglans.
Mit Hoved mat sig bøjer for Kraften i min Aand,
Og mildt om Hjertet løsne sig alle snævre Baand.
I Døden faae vi Vinger, det troe vi jo som Smaa;
Ja, Aanden den faaer Vinger, som Tankens overgaae!
I Stjernernes Systemer, i Midten paa vor Jord,
Jeg seer en Guddoms Fylde, hvortil jeg ej har Ord.
En Evighed jeg skuer i Alt, selv i mit Bryst,
Og alle Taarer synke bag Jordens kjendte Kyst.
O mine Brødres Hjerte nu først jeg læser ret:
Vel er vi Alle svage, men Ingen ganske slet.
O kunde vi herneden saa klart i Andre see,
Som i vort eget Indre, vi gjorde dem ej Ve.
I Hver jeg mig gjenkjender, i Store som i Smaa;
O skal vi da i Døden hinanden først forstaae?
Jeg er saa let, saa salig, saa lutret i min Tro,
Jeg føler Kamp og Stræben og dog en himmelsk Ro.