Hvis jeg var riig! saa raabe alle Munde,
og Faa forstod dog kun at være det;
den Kunst, som alle og enhver vil kunne,
den kan de fleste gjerne meget slet.
Hvis Star var riig, han blæste Staden noget,
og kjøbte sig en prægtig Herregaard;
det blev en Lykke — ja, men for hans Foged,
der blev hans Eftermand om nogle Aar.
Var Vindsak riig, med sex han vilde kjøre,
og blev Baron, om ikke Excellents;
da maatte vi ham Reverentser gjøre,
og lee ham ud ved hver en Reverents.
Var Stokhans riig, der ikke skulde være
et Slot som hans i Florents eller Rom;
hvad hjalp saa det? — jeg ønsker intet mere,
naar kun min Viin, en Ven og jeg har Rum.
Hver har sin Orm: Som Drager nogle ruge
paa det som andre unytt kaste hen;
men var jeg riig, jeg vidste det at bruge,
at være viis, og mine Brødres Ven.
Jeg lod mig da udsøgte Vine komme
fra hver en Egn hvor Druen ægte groer,
og store Flasker som blev aldrig tomme,
stod’ flokkeviis omkring mit gjæstfri Bord.
Hver munter Fyr velkommen skulde være,
og muntrere gaae fra min Gjæstesal;
den Sørgende indbød jeg did at lære,
at Verden dog ej er en Jammerdal.
Da skulde Spøg og munter Sang oplive
de fulde Glas, og Venskab throne der;
mit Huus et Glædens Tempel skulde blive,
jeg Æskulap imod Bekymringer.
O, vilde mig den blinde Gud bønhøre,
og gjøre mig saa riig som mangen Nar!
Hvo skjønsom nød det Smaa, fik tidt det Større:
kom, lad os drikke op det Lidt, vi har!
Rahbek.