Vexelviis Europas Heltehære
Altre reiste dig, o Krigerære!
Siden Tvedragtslod traf tung vor Jord,
Prisen skal dog blandt dem alle bære
Hiint det evig store, ny i Nord!
Bretland Sundet tvang med diærve Flode,
Stormed Kiøbenhavnske Værn, og vandt
Der og blodstænkt Laurbær, seiervant,
Og sig Danskes Overvinder troede;
Seirens Gud det saa ei fandt.
I! angrebne paa den elskte Fædrebredde,
Som mod trodsig buden Skiændsel strede,
Strede diærvt for Ret og Roes paa Hav;
Eder Danske Han i Straaleklæde
Hede Kampdags Seier gav.
Brittens Overmagt jer Reed omspænder,
Eders Værn var meer end Romermod,
Havet farvedes ved Britteblod,
Selve Nelson Tordenkampen ender,
Ham ei Striden meer anstod.
Mellem Kampene i vore Dage
Ingen var i Storhed Eders Mage,
Hvem man kæmpende mod visse Død
Fiendtlig Overmagt saae diærvt modtage,
Indtil Nilens Helt selv Stilstand bød.
Den af Eder ene slagne Vunde
Blev hans Flodes og hans egen Vee.
Alt ved første Udløb strandede
Ham et Tordenslot; den gik til Grunde
Vee! vee den, der Krigens Fakkel svinger,
Ham, der Fredens Ven til Feide tvinger,
Komme over ham udøste Blod!
Hæder, som sig op til Stierner svinger,
Være den, der værged’ Sit med Mod.
I Europas vilde Blodkamp, eene
Holdt du Oliegrenen, Dania,
Til stolt Overmod rev dig den fra,
Og umættet Graadighed tør meene
Dig sit skiønne Bytte, Dania!
Dog — du streed, og du, selv overvundet,
Evigt signet Minde vilde fundet,
Gierne dele vi Betrængtes Kaar.
Men din Fiende har din Styrke fundet,
Du uovervunden stod, og staaer.
Hvilken Manddom kan vel straale bedre,
End den Fredsommes, der reen for Sviig
Kun mod Fiendetrudsler hæver sig!
Denne siældne Manddom Dans Annaler hædre!
Hele vide Jord! den hædre dig.
Dag, der selv den Roelige henriver,
Anden i April! du eene bliver
Søn af Fædrelandets Kiærlighed.
Kun det Land, Gud slig en Fyrste giver,
Fredriks Danmark, er dit Fødested!
Hvo, som giæsted blide Dannerige,
Saae den Aand, der havde der sit Hiem,
Den Samdrægtighed, der knytter dem,
Kunde slige Daad ei forudsige
Naar dem Danmarks Farer æsked frem?
Bretland! skiul din Seiers Festligheder
Mod hiint høitidsfulde Tog, som leder
Slagets Offerhob til Gravens Hiem,
Mod hiin Veemodshøitid! O! hvo græder
Her ei Graad, som kalder Dyder frem?
Opgav du ei Seierdrømmen ganske,
Hør der Mand og Yngling stemme i:
"Eder, ædle Faldne! sværge vi
"Tro som I at døe! Nei! ædle Danske!
"Eder truer intet Slaverie."
K. R.