Antologier

Jeg synger i mit Land, o Danske, Eders Ære.

For det, I have viist hiin Rædselsdag, I ere.

Bekrandsede af Dyd vil Eders Navne gaae

Til Evigheden hen, og der Beundring naae.

Mon Britten vel har troet: vi have Danske skrækket?

Nei, Eders Torden ham af denne Drøm har vækket.

I viiste: Overmagt ei Norden Love gier,

Og Liv i Friheds Kamp med Lyst opofret blier.

I trodsed Død og Skræk, som Field urokkelige

Ved rædsom Morder-Ild fra Hærdede i Krige;

Ja selv mens Strømme Blod af Eders Helte flød,

"Til Kampen, Brødre! op," i Krigersange lød.

Hvad end indtræffe kan; alt Rygtet Eders Hæder

Fra fierne Norden hen til Sydens Egn udbreder.

Og denne Hæder I fra stolte Fiende vandt,

Ved Kodan Nilens Helt ny Laurbær ikke fandt.

O maatte Nordens Mod dog Brittens Hovmod knække!

Vidt ville Jubler da sig over Havet strække.

Og Kronborgs Tordener med Seiersflaget paa

Tilraabe Albion: Her dine Skranker staae.