Naar stærkest Jasminen dufter
I Nattens kjølige Vind,
Til Dig, min Elskte! jeg iler
Igjennem Haven ind.
Da tør jeg frit Dig favne
Og kysse bort Dit Suk,
Da er Du saa glad, saa barnlig —
Da er Du saa smuk.
— Men sænker Solen sin Vifte,
Jeg sniger mig bort,
Og langsomt slæber sig Dagen —
Ak! Natten var saa kort.
I de rigtforgyldte Sale
Er Du en Frøken fin,
Men hvor Jasminen dufter —
Der er Du atter min.