Vi ene var i Stuen —
Jeg holdt hendes Haand,
Den anden leged forlegent
Med Barmens Silkebaand.
Der var i hendes Øie
Hiin forunderlige Glands,
Der Sjælens Dyb afspeiler
Og daarer vor Sands.
Der var i hendes Stemme
Hiin bævende Klang,
Der røber Hjertets Løndom,
Og Ordet bliver Sang. —
Alt følte hendes Aande
Jeg bæve paa min Kind —
Hun rødmende Blikket sænker —
Det banker — — — „Kom ind!“
