Jeg længtes saa tidt naar Natten faldt paa,
Og Dagen sig langsomt fjerner,
Fra Jordens skumle, eensomme Vraa
Imod de evige Stjerner.
Men naar saa Dagen og Solen loe,
Og rødmende Skoven favned,
Jeg følte, her er dog godt at boe,
Skjøndt ofte jeg stred og savned.
Tidt naar jeg vandred med tunge Fjed
Ved Gravenes grønklædte Rammer,
Jeg længtes efter den dybe Fred
I det stille eensomme Kammer. —
Men venlig er dog ikkun den Bo,
Som tvende Hjerter indslutter;
Thi vilde jeg eie en Viv saa tro,
Og en Flok rødmussede Glutter.
Tidt tænkte jeg, mens med Taareblik
Jeg saae i den gyngende Vove:
Gid snart saa blød en Vugge Du fik —
Hvor skulde Du sødt da sove!
Dog sang jeg saa gjerne end en Sang, —
Saa Efterverdenen siger:
Ak! ogsaa han havde et Bryst, som klang
Af evige Melodier.