Christian Preetzmann (1822–93)

Hvordan den unge Sol en Dag

    Fik Jomfru Jord at skue,

Og hvordan hun i fulde Drag

    Drak Kjærlighedens Lue;

Hvordan engang et Elskovsblik

    Den Skjønne fik opsnappet,

Og med en Trumf til Punkt og Prik

    Fik Alting klart og klappet:

Kort sagt, hvordan en grumme Blæst

    Der gjordes af Partiet,

Hvor smuk hun var, af hvilken Præst

    Det unge Par blev viet: —

Derom veed sagtens I Besked,

    Det kan hver Blomst fortælle;

Men hvad I maaskee ikke veed,

    Hør det af min Novelle!

— En selsom Kraft hvert Bryst betog,

    Liig Vinen, naar den gjærer,

Og Tiden hastig fremad jog

    Med kjælne Præl’minairer.

Det er som Alt vil, sorgforladt,

    I Glæden selv sig sole,

Og Junkeren nu gav sin Skat

    En deilig Brudekjole. — —

Snart har om Midien hun den lagt

    I side, bløde Folder;

Dog om de trinde Lemmer Vagt

    Den ikkun troløst holder.

Og mangen Laps med kjælne Blik

    Saa smaat til hende courer,

Og mangt et Hjertesuk hun fik

    Fra Skovens Troubadourer.

Tidt lidt koquet hun til dem loe —

    Nu — hvad skal man vel sige?

Dog var hun vist sin Elsker tro

    Til Trods for nogen Pige.

Men stadigt maa han gjøre Cour,

    Med evigt Smil om Munden —

Hun ellers lod som hun var suur,

    Skjøndt hun var mild igrunden.

Men naar til Læbens Fløielsbaand

    Sit varme Kys han binder,

Da bli’er saa øm den Lilievaand,

    Høit blusse hendes Kinder.

— — Nu kom da Bryllupsdagen an,

    Og I kan nok begribe,

At der paa Alt hvad fryde kan,

    Var ikke mindste Knibe. —

En Tenorist i Skoven luun

    En Sang extemporerte,

Og Bølgen høit paa sin Basun

    I Bas accompagnerte.

Hver Blomsterkalk med Høitidsskik

    Var fyldt med Viin til Randen,

Og mangen fornem Gjæst vist fik

    En lille Streg i Panden.

Og nu I skulde bare seet,

    Hvordan fra alle Kanter

Der strømmed til i Gig, Kareth

    En Flok af Gratulanter.

Der kom en Fyr saa stiv og stram

    Med Broderi og Snore,

Friseret var hans Hanekam,

    Paa Hælen bar han Spore.

Han snakkede med megen Prunk,

    Men Dumheds Præg bar Tonen —

Det var en Hane stolt og strunk —

    Ham kaldte de „Baronen“.

Og Frøen kom med Jubelraab,

    Og Aret dybt sig neier;

Græshoppen gjør en grumme Hob

    Forlibte Narrestreger: —

Kort — Alt var Spøg og Dands og Sang,

    Forgyldt hver Equipering,

Og Sommerfuglen første Gang

    Tog paa sin nye Mundering.

Kun Bien lider ei den Spas,

    Den ørkesløse Slummer,

Men lader haant om alt det Fjas,

    Og selvklog gaaer og brummer. — —

Jeg selv nu troede ret, jeg fandt

    Min Lykkes skjulte Traade,

Blev, paa mit Herskabs Gunst til Pant,

    Lakei hos hendes Naade.

Mig huer, sagde hun, dit Mod,

    At Du har Been i Næsen,

Dit Ansigts fine Melk og Blod —

    Kort sagt: dit hele Væsen.

— Og stedse vimsed jeg omkring

    Min unge smukke Frue,

For med min Viftes lette Sving

    At skræmme bort hver Flue;

For med en Smule Ambravind,

    I Nattens stille Dvale,

Fra Rosens og Levkoiens Kind,

    Den unge Barm at svale;

Og aande bort det Taagenet,

    Hvis Draperi sig flokker

Saa ømt og varmt og dog saa let

    Om hendes lyse Lokker.

Af Længsel sydede mit Blod,

    Dog var jeg bly som Lammet;

Men stjal jeg og et Kys, hun lod

    Som om hun ei fornam ’et. —

— Ja dengang levede jeg flot;

    Men snart sig Vinden vendte;

Thi ak! nu skal I høre blot,

    Hvordan Romanen endte. — —

Ei svandt saa snart den korte Fryd

    Af Hvedebrødets Dage,

Før Piben fik en anden Lyd,

    Og Glæden taug saa fage.

Den unge Viv, saa skjøn og blid,

    Hun blev saa streng og arrig,

Og hun, der nys var saa splendid,

    Blev nu meget saa karrig.

Nu Brudedragtens rige Lag

    Blev siirlig pakket sammen,

Og snart man saae den hele Dag

    I Negligee Madamen.

Kun saare sjelden kom et Smil

    Der meer paa hendes Læber,

Og strax, ret som med ængstlig Iil,

    Saa dybt et Suk det dræber.

Og mig, der før var Kjæledæg,

    Og blev holdt høit i Ære,

Mig kaldte hun et Flødeskjæg,

    En Døgenicht, en Blære.

Tilsidst hun af min Condition

    Midt i October jog mig,

Og Boreas, en plump Person,

    Til Tjener nu hun tog sig. —

Han holder Huus fra Morgenstund

    Til Dagen den er omme,

Og mens Madamen bruger Mund,

    Han slaaer sin store Tromme.

De sætter op i Chor et Hyl,

    Der Døden selv maa vække,

Og for den kjære Huusfreds Skyld

    Gemalen maa fortrække. —

Og, som det pleier tidt at gaae,

    Da Fruen aftog Masken,

For al sin Qvide at forslaae,

    Han slog sig snart til Flasken.

Det var hans Feil — ak! hver har sin —

    Sin bittre Tørst at slukke,

Saa dybt i Bølgens klare Viin

    Man saae ham ned at dukke. — —

— Du fagre Mø, saa midiesmal,

    Og Du, en Viv med Ære!

Gid aldrig Elsker og Gemal

    Jer Tøffelhelt maa være!

Og I, hvis stolte Haab om Mænd

    Maaskee laae længst i Gruset —

Faaer I først een, jag ei med Skjænd

    Ham ganske ud af Huset!