Hr. Willisen agter sig ud paa Visit
I tidlige Morgenstunde.
Endnu har han taget sin Roes paa Credit,
Ved Idsted han hented sin Middagsmad frit,
Og Nadver han fik ved Midsunde.
Nu gaaer det mod Vest:
Han vil være Gjæst
I Frederiksstad, om han kunde.
Hr. Helgesen vaager for Frederiks By
I tidlige Morgenstunde:
Da reiser af Taagen sig Tydskernes Gny,
Og Bomberne hvisle og pladske fra Sky,
Men rolig han vandrer sin Runde:
„Nu, Børn! paa Jer Plads,
„At Fjenden tilpas
„Den Davre kan faae, vi ham unde!“
Hr. Willisen kommer med Spil og med Sang;
Han vilde, som sagt, til Gilde.
For ikke at gjøre sig Veien for lang,
Paa Diger og Dæmninger lystigt han sprang,
Og heller ei kom han for silde;
Thi Jyderne bød
Paa Bankekjød,
Som Tydskerne fandt smagte ilde.
Hr. Willisen skændte og trued og svor,
Men Jyden ei veg en Tomme;
Da mindtes Hr. Willisen Wallensteins Ord:
„Ja, hængte den Stad mellem Himmel og Jord,
„Den i mine Hænder skal komme!“
Men han og hans Hær
Var dog lige nær,
Da hele sex Døgn vare omme.
Hr. Helgesen stander bag Digernes Rand
Alt hos sine haarde Svende;
Til Væg har de Klæg, og til Gulv har de Vand,
Og bag dem staaer Byen i knittrende Brand
Og huser kun Nød og Elende;
Men de holde ud
I Luer og Slud
Og tænke: det faaer vel en Ende.
Hr. Helgesen stander bag Digernes Ly
I sildige Aftenstunde,
Da Luen oplyste den mørknende Sky,
Og Tydskerne stormed og stormed paany,
Men Døden for Skandserne funde;
Da Mand imod Mand
Fem Timer holdt Stand,
Til Tydskerne meer ikke kunde.
Hr. Willisen synes, det kan være nok,
Og skynder sig hjem at drage:
Bagefter ham følger hans hullede Flok,
Den Ene tilvogns, og den Anden ved Stok,
De Øvrige lod han tilbage;
Men prale han maa:
„Den Stad lod jeg staae,
For det var ei værdt den at tage!“
Hr. Helgesen sidder i Frederiks By
Blandt Stumperne, som er tilbage;
Men vide om Landene flyver hans Ry:
Hvor tidt end vi lærte de Tydske at flye,
Hr. Helgesens Daad har ei Mage.
Den skal ikke døe
Paa Dannemarks Ø,
Men leve i Sang og i Sage!